Planer om ny café i Faxe Ladeplads

ILDSJÆL I FAXE LADEPLADS: Tina Christensen er tilflytter til Faxe Ladeplads. Hun flyttede til byen i februar, og har planer om ny café i den gamle blomsterbutik på hovedgaden Faxe Ladeplads. Tina har drømt om caféen i mange år, gennem længere tid. Nu er hun klar med forretningsplan, koncept og en imponerende gejst og energi.
Café for de unge
Tinas café bliver et samlingssted specielt for de helt unge. “Jeg vil lave et sted for de ældste elever i folkeskolen og de lidt ældre, der er gået ud af skolen. Det bliver en café hvor de unge kan samles og udveksle erfaringer, lave lektier, og få støtte fra de menesker der i det daglige driver caféen, men den er selvfølgelig åben for alle.” Tinas café bliver indrettet i loungestil, smart, enkelt men med en afslappet stil som tiltrækker de unge.
Om sommeren håber Tina på, at områdets mange turister vil besøge caféen, der vil have borde og stole, så gæsterne kan sidde uden for foran caféen. “Når der bliver travlt vil det være en oplagt mulighed at tilbyde fritidsjobs til nogle af de unge” forklarer Tina.
En helt almindelig café – og alligevel ikke
Tina er uddannet pædagog og arbejder til dagligt på Hylleholt Husgerningsskole i Faxe Ladeplads. “Jeg arbejder med teenagere og samfundets marginaliserede unge. Jeg elsker det, for der er ikke noget bedre end at være med til at bane vejen sammen med dem der skal bygge videre på vores samfund”, siger Tina. Derfor bliver caféen udefra set en helt almindelig café, men tankerne bag stikker dybere. Personalet er alle uddannede pædagoger med særlig interesse for teenagere og deres udvikling og udfordringer.
“De unge oplever i løbet af de ældste klasser i folkeskolen og efter endt skolegang et voksende pres fra omverdenen”, forklarer Tina, “og derfor er det ekstremt vigtigt, at de har et sted de kan gå hen og få støtte og vejledning i, hvordan de skal forholde sig til de krav, der bliver stillet. Selvfølgelig er det også en opgave for forældrene, men nogle gange er det bare nemmere at tale med en, der er to år ældre og har prøvet det samme eller en voksen, der ikke er ens far eller mor”, fortæller Tina. Hun har udover sin pædagoguddannelse også en mentoruddannelse.
Caféen får priser på et niveau, som de unge har råd til, og vil servere sund mad, og ingen alkohol til de unge.
Tøseaften og sund mad
Tina har planlagt en række arrangementer i løbet af sommeren. Det første er en tøseaften, hvor professionelle frisører og stylister underviser i stil og make-up. “Jeg har nogle dygtige piger klar, der kommer og underviser i, hvordan man bruger make-up, og at man ikke nødvendigvis bliver lækker af meget make-up”.
Et andet arrangement er sund mad, hvor et par unge hippe kokke kommer og laver lækker sund mad.
Tina har fået god sparring og gode råd af Liv fra Frederiks Villa om især de nødvendige godkendelser. Det hele er klar nu, og caféen åbner efter planen den 1. juni kl. 10.00 og vil i sommerhalvåret have åbent fra kl. 10-20 og i vinterhalvåret kl. 13-20.
Navnet på Caféen er endnu ikke helt fastlagt. Tina har et par muligheder, men er åben for gode forslag. Har du en god idé så skriv der herunder.
Kommentarer