Plejeboligpladser i Faxe Kommune
Jeg ser at der er en debat i gang omkring plejeboliger. DF, Borgerlisten, V og LA har noteret: ’at det er en fælles opgave at sikre de ældre ordentlige vilkår og pladser, uanset politisk ståsted’.
Indsendt af Inger Andersen. Medlem af Faxe Byråd. Valg for Socialdemokraterne.
Det kan jeg ikke være uenig i, men samtidig sendes et signal om, at de boliger vi har ikke giver ordentlige vilkår for vore ældre, og det er jeg uenig i. Vi har en tidssvarende bygningsmasse med gode forhold.
Vi er meget opmærksomme på at der er de nødvendige plejepladser på vore Ældrecentre. Og vi opfylder helt den garanti, som regeringen har udstukket.
Vi er ikke imod privatisering af plejeboliger, men vi er imod, at der etableres flere pleje boliger, end vi har brug for.
Hvis der er ledige boliger i Faxe kommunes egne plejeboliger, skal der betales husleje, fordi kommunen har både anvisningsret og står for betaling af huslejen i de tomme boliger. Så derfor skal vi ikke bygge til overkapacitet.
Alle tal peger på at vi har plejeboliger nok indtil 2022. Vi får flere ældre borgere i kommunen, men der er også en aktiv gruppe ældre som er i god fysisk form. Og det er ikke alle, som nødvendigvis har brug for en plejebolig.
Vi vil følge det tæt, og når der ses et behov, sættes et byggeri i gang. Og her vil det da være naturligt at invitere de, som bygger Friplejehjem indenfor.
Kommentarer