Plejecentrene inviterede på cykeltur torsdag

Faxe Kommune købte sidste år nogle el-cykler som et led i kommunens anvendelse af ældrepuljen.
Iført blå regnoverslag var otte beboere samt aktivitetsmedarbejdere fra forskellige plejecentre i Faxe Kommune klar til at trodse regnen torsdag den 27. august og bevæge sig ud på landevejen på kommunens ældrecykler.
Turen begyndte ved Faxe Sundhedscenter og gik først rundt om Vinkældertorvet. Herefter stoppede regnen, og cyklerne fortsatte ad landevejen mod Blåbæk Møller og videre langs de snoede veje i det bakkede landskab forbi Rosendal og Vallebo. Sidste stop var lystbådehavnen i Faxe Ladeplads, hvor madpakker, kaffe og kage blev fundet frem. Alle spiste, hyggede sig og nød udsigten til havet og bådene.
Elisa på 78 år, beboer på Tycho Brahes Vej, havde haft en oplevelsesrig dag:
– Jeg er glad for, at cyklerne er på plejecentrene. For selvom man ikke kan cykle længere, kan man stadig komme med på sådan en tur. Det har været en rigtig god dag.
Cyklerne giver alle mulighed for at komme ud og få vind i håret – uanset om man er kørestolsbruger eller på anden måde er gangbesværet. Det øger livskvaliteten hos de ældre, og det er 90-årige Karen fra Solhavecentret et rigtig godt eksempel på. For selvom hun har fået amputeret begge ben, er der ingen, der kan fjerne hendes positive sind. Med et stort smil fortalte hun, at hendes liv er blevet langt bedre, end hun havde forstillet sig, det ville være, efter hun kom på plejecenter. Og med kommunens ældrecykler har det ingen betydning, om man har ben eller ej – her kan alle være med.
De forskellige el-cykler blev købt sidste år som et led i Faxe Kommunes brug af ældrepuljen.
De bliver brugt flittigt på ældrecentrene, hvor frivillige borgere kan melde sig som cykelpiloter og køre de ældre rundt i områderne. Cykelpiloterne er på den måde med til at glæde andre mennesker, øge livskvaliteten hos de ældre og samtidig selv få lidt god motion.
Kommentarer