PlusButikken i Rønnede åbner tøjafdeling
I februar åbnede den nye tøjafdeling i PlusButikken i Næstved – nu er turen kommet til PlusButikken i Rønnede.
Der er tøj til både kvinder/piger, mænd/drenge og børn – og der er også blevet plads til en afdeling med duge, sengetøj og puder. Hvis man ikke lige ved det, kan man ikke se, at det er genbrugstøj.
Tøjet hænger fint farveafstemt. Blandt tøjet er der små udstillinger af brugskunst, billeder og andre sager fra den øvrige del af PlusButikken – også afstemt så det matcher tøjet i farver og stil.
Læs også: PlusButikken i Rønnede holder åbent hele pinsen
Rundt omkring i butikken er der opstillet kasser med støvler, tasker, bælter med mere. Og er du heldig, kan du endda finde et par halskæder eller armbånd, der matcher til.
Er du i tvivl om størrelsen, er der også prøverum, der som alt andet, er indrettet med genbrug.
Alt er til salg
Både tøj, tasker med mere er til salg, og forelsker du dig i en gryde, et tørklæde eller et billede, kan du også købe det med hjem.
I begge tøjafdelinger er der en vægt, hvor man kan veje tøjet, inden man tager det med op til kassen. Tøj sælges til den meget rimelige pris á 6 kroner per 100 gram.
Sko, tasker, smykker og andre genstande i tøjafdelingen har deres egen pris – se opslag i afdelingen eller på varen.
Man kan finde Plusbutikkens åbningstid på AffaldPlus’ hjemmeside.
Kommentarer