Politi afventer svar på tekniske spor

Midt- og Vestsjællands Politi skal måske vente i flere uger på resultaterne af de tekniske undersøgelser

Politiet afventer analysesvar på de tekniske spor fra gerningsstedet, bl.a. glasskår, spor fra skoven og effekter fra bilen. Desuden skal det opsamlede DNA-materiale analyseres for at finde ud af, om drabsmanden kan have efterladt sig spor.

Afhængig af kvaliteten af det materiale der er indleveret til analysering, kan det tage op til flere uger før resultaterne lander på efterforskernes borde.

Det er politiets håb, at de tekniske undersøgelser vil bringe dem tættere på en opklaring af, hvem der dræbte den 22-årige Anders Mark Hansen i Kobbelskov på Stevns.

-Vi har talt med en masse mennesker og har nu små 90 vidneafhøringer at gennemgå. Vi går materialet igennem igen med tættekam. Men det er mærkeligt, at der ikke er dukket noget op, siger politiinspektør Per Heide Sørensen fra Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Politiet vil stadig ikke sige, om de er i besiddelse af Anders Mark Hansens mobiltelefon. Den burde ellers kunne fortælle, hvem han har talt med i tiden op til drabet, og eventuelt hvor han ellers har været på drabsdagen.

 

Kommentarer