Rønnede

Politibetjent anker våbendom fra landsretten

Rønnede: Dømt politibetjent forsøger nu at få sagen om geværtrusler indbragt for Højesteret.

En 31-årig politibetjent slipper ikke for et års fængsel for trusler med et haglgevær, på en privat vej ved Rønnede. Østre Landsrets tre juridiske dommere og tre domsmænd var mandag enige om at stadfæste dommen fra Retten i Næstved.

Hans forsvarer, Stine Gry Johannessen, mener dog, at det er en meget hård dom, så nu anker de sagen i håbet om at få den behandlet som en principiel sag i Højesteret.

Læs også: Politibetjent skal 1 år i fængsel efter trusler med gevær

Politibetjenten blev dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 192a og paragraf 266, der handler om henholdsvis våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder og om trusler. Paragraf 192a blev skærpet i 2009 som følge af en styrket indsats mod bandekriminalitet.

Stine Gry Johannessen henviser til at Højesteret tidligere har fastslået, at der skal have været en nærliggende risiko for fare, ved at våbnet bliver brugt, samt at der har en del tvivl om, hvad der forstås med skærpende omstændigheder. Hun nævner også at Højesteret har omstødt flere domme om netop paragraf 192a fra landsretten.

– Det har været meget svært at få fastlagt praksis omkring anvendelsen af paragraffen, siger siger Stine Gry Johannessen til TV Øst.

Hun lagde i landsretten vægt på at haglgeværet ikke var ladt og knækket, og at politibetjenten ikke pegede på de to mænd med våbnet. Desuden har den dømte både jagttegn og våbentilladelse.

– Spørgsmålet er, om den skal finde anvendelse på en sag som den her, hvor der er tale om et lovligt våben, der ikke er ladt, og som aldrig forlader bopælen,.

For at sagen kan blive behandlet af Højesteret kræves det at sagen indstilles af Procesbevillingsnævnet.

Om Højesteret

Højesteret er Danmarks øverste domstol og ligger i København.

Højesteret er en appeldomstol, som behandler domme og kendelser, der er afsagt af Østre Landsret, Vestre Landsret eller Sø- og Handelsretten. Man kan ikke anlægge sag direkte ved Højesteret.

Højesteret behandler både civile sager og straffesager og fungerer som tredje instans i skifte-, foged- og tinglysningssager.

Ved Højesteret behandles også sager, som Procesbevillingsnævnet har tilladt indbragt for retten. Det drejer sig om sager af særlig principiel betydning, f.eks. sager, som kan have betydning for afgørelse af en række andre sager, eller om sager af særlig samfundsmæssig interesse.

Kilde: Domstol.dk

Kommentarer