Politiet advarer: Varebiler er ofte udsat for indbrud
Håndværkere og andre, der bruger varebiler (kassevogne), bør være opmærksomme på, hvor de parkerer deres biler, og hvor nem adgang kriminelle har til dem. Varebiler bliver nemlig oftere udsat for indbrud end tidligere.
Alene i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds har der det seneste døgn været fire tilfælde af indbrud i varebiler begået i henholdsvis Haslev og Sorø.
Det er især varebiler, hvor det er muligt fra førerkabinen at åbne varerummet, der er udsat. Derfor opfordrer politiet til, at ejerne af denne type biler sikrer sig mod indbrud og forhindrer den relativt nemme adgang til varerummet.
De gode råd er:
- Sørg for, at varerummet ikke kan åbnes fra førerkabinen,
- undgå at parkere/efterlade varevognen på øde, mørke steder uden trafik,
- undgå så vidt muligt at efterlade særlig værdifuldt værktøj/måleudstyr i varebilen,
- sørg for at mærke dyrt værktøj/måleudstyr, hvis det alligevel efterlades i varebilen,
- placér – hvis det er muligt – varevognen således, at det er besværligt at komme til varevognens side- og bagdøre.
Kommentarer