Vemmetofte

Politiet: Brand i bigballer kan være påsat

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser nu vidner til en mistænkelig brand i 250 bigballer i Vemmetofte, der startede lørdag eftermiddag.

Lørdag den 6. maj klokken 17.48 blev Midt- og Sydsjællands Brand & Redning i Faxe kaldt ud til en mistænkelig brand i 250 bigballer af halm på Rødvigvej i Vemmetofte ved Faxe.

Brandvæsnet rykkede hurtigt ud og fik kontrol over flammerne, så branden ikke bredte sig. Beredskabsstyrelsen fra Næstved samt mandskab fra det frivillige beredskab under MSBR var søndag  indsat til efterslukning med otte mand, autosprøjte og tankvogn.

– Vi ved ikke på nuværende tidspunkt, hvordan branden er opstået. Men det er ikke normalt, at sådan noget pludselige begynder at brænde af sig selv, siger Henrik Karlsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV Øst.

Læs også: Brand i større halmstak i Vemmetofte ved Faxe

Politiets brandteknikere arbejder på at finde årsagen til branden.

Vagtchef Henrik Karlsen vil ikke afvise, at branden kan være påsat. Politiet efterlyser derfor vidner, der kan hjælpe med at opklare årsagen. Man kan kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger til sagen.

Kommentarer