Politiet efterlyser vidner i grov røverisag
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/01/sort_Skoda_Citigo.jpg)
Haslev: Mandag aften tog en røver en 27-årig kvinde og hendes 10-årige stedsøn fra lokalområdet som gidsler ved Netto i Haslev
Politiet efterlyser vidner til det grove røveri mandag aften mod en 27-årig kvinde og hendes 10-årige stedsøn.
En 30- til 35-årig mand satte sig mandag aften pludseligt ind på bagsædet af en sort Skoda Citigo på parkeringspladsen ved Netto på Stationspladsen i Haslev. Han truede den kvindelige chauffør med en kniv og tvang hende til at køre fra Haslev til Møns Bank i Kongsted og videre til Nordea i Rønnede og Sjællandske Bank i Næstved, inden røveren blev sat af ved Rådmandshaven i Næstved omkring klokken 21.40.
Mens den 10-årige dreng blev tilbageholdt i bilen, blev kvinden hvert sted truet til at hæve kontanter i pengeautomaterne.
– Vi arbejder ret intenst på efterforskningen, for det er en meget grov sag det her. Jeg kan ikke mindes at have set lignende sager i nyere tid, siger Søren Ravn-Nielsen, vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Jyllands-Posten.
-For mig virker det som koldblodig og dumdristig opførsel, at den pågældende gerningsmand i Haslev kører rundt til konkrete steder i en hel time. Det virker beregnende og meget lidt empatisk efter min mening, og det lyder for mig som en, der kan have gjort noget lignende før, udtaler Morten Holler, der er psykolog og direktør i Dansk Krisekorps – psykologisk beredskab, til Sjællandske.
– Vi vil meget gerne høre fra eventuelle vidner, som har set gerningsmanden ankomme til parkeringspladsen mellem Netto og SuperBest i Haslev, formentlig i tidsrummet klokken 21.15 til 21.45. Han kan have været tilstede i længere tid og udvist en påfaldende adfærd ved at trygge sig op ad muren eller stå et andet sted nær forretningerne, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands Politi til Sjællandske.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, ca. 30-35 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden. Han var iført sort jakke med hætte, mørke benklæder og mørke sko. Han medførte en sort rygtaske.
Man kan kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.
Kommentarer