Haslev

Politiet har ransaget flere adresser i Haslev

politi_patrulje_2

Haslev: Politiet har i dag ransaget tre steder i Haslev i forbindelse med et skærpet fokus på indbrud i området

Ransagningerne foregik som en koordineret indsats mellem politi, SKAT og kriminalforsorgen.

Den første adresse på Sverigesgade blev ransaget klokken 8.30. Her traf politiet tre udenlandske mænd. De to forsøgte at stikke af fra stedet, mens den sidste gemte sig i et skab. Det drejer sig om en mand fra Serbien, en fra Tunesien og en statsløs mand fra Palæstina. De blev alle anholdt og sigtet efter udlændingeloven.

Lidt senere blev en adresse på Norgesvej og Jens Martin Knudsensvej også ransaget.

– Vi har fundet nogle ting, som formentlig er tyvekoster fra indbrud. Og så har vi også fundet nogle steroider. Det hele skal nu undersøges nærmere, før vi ved mere, siger politikommissær Peter Haslund, der har ledet dagens aktion.

– I bestræbelserne for at fange indbrudstyvene er det vigtigt, at borgerne agerer politiets øjne og ører. Så derfor vil jeg gerne opfordre folk til at reagere med det samme, hvis de opdager noget, der virker mistænkeligt i deres nærområde. Så har vi nemlig mulighed for at komme med det samme og forhåbentlig få fat i gerningsmændene, slutter Peter Haslund

Kommentarer