Haslev

Politiet havde fat i 39-årig haslevit tre gange natten til onsdag

En 39-årig haslevit blev natten til onsdag først sigtet for narkobesiddelse – dernæst sigtet for narkokørsel – to gange.

Tirsdag den 28. marts klokken 00.36 kontrollerede politiet en personbil og en 39-årig mand fra Haslev på rastepladsen i Karlslunde på Køge Bugt Motorvejen. Den 39-årige, der var lettere narkotikapåvirket, havde knap 1 gram amfetamin og en anelse kokain på sig, hvorfor han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Klokken 01.05 bemærkede politiet, at den bil, hvor politiet traf den 39-årige i, kørte fra rastepladsen ad motorvejen. Da bilen blev standset, var det den 39-årige, der sad bag rattet i narkotikapåvirket tilstand. Han blev derfor kortvarigt anholdt og sigtet for kørsel i bilen i narkotikapåvirket tilstand. Efter udtagelse af en blodprøve blev han løsladt klokken 01.33.

Klokken 02.17 fik politiet en henvendelse fra personalet på en tankstation i Roskilde, hvorfra en personbil med en formentlig påvirket fører var kørt fra stedet. Politiet ledte efter den pågældende bil, der blev standset på Køgevej ved Søndermarksvej, Roskilde. Bag rattet sad den 39-åirge, der atter blev anholdt klokken 02.46 og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i personbilen. Efter udtagelse af endnu en blodprøve løslod politiet den 39-årige, der således kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøverne er blevet analyseret.

Kommentarer