Politiet jagtede bilist fra Karise i nat
Karise: Politiet jagtede natten til onsdag en 27-årig mandlig bilist fra Karise fra Ringsted til Køge
Natten til onsdag den 26. marts klokken 03.20 stoppede en politipatrulje en bil på Østre Parkvej i Ringsted.
Føreren af bilen, en 27-årig mand fra Karise, foreviste gyldigt kørekort og fik besked om at stige ud af bilen, da politiet kunne konstatere, at han var spirituspåvirket.
I stedet for speedede han kraftigt op og kørte fra stedet med hjulspin med en kvinde som passager. Han flygtede fra Ringsted ad Køgevej mod øst gennem Slimminge, Bjæverskov og Lellinge i retning mod Køge med væsentligt højere hastighed end tilladt.
Politiet forsøgte i Bjæverskov at spærre vejen ved at stille en patruljebil på tværs, men den 27-årige slap forbi.
I Køge valgte den 27-årige dog at standse selv på Ringvejen ved Zoffmannsvej, hvor politiet så kunne anholde ham for spirituskørsel.
Kvinden havde undervejs forladt bilen.
En narkometertest afslørede, at føreren formentlig også var påvirket af amfetamin, og ved en efterfølgende ransagning af bilen fandt politiet ca. 10 gram amfetamin.
Den 27-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og narkotiske stoffer, hvorefter politiet vil foretage nærmere undersøgelse af den 27-åriges opholdssteder for at ransage disse efter narkotiske stoffer.
Efter afhøring til sagerne vil politiet tage stilling til, hvad der skal ske med den 27-årige.
Kommentarer