Politiet opfordrer: Tilmeld jer Nabohjælp
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/11/nabohjaelp.jpg)
Faxe Kommune: Juleferien, der venter lige om hjørnet, er et af de tidspunkter på året, hvor indbrudstyvene er særlige aktive.
Politiet opfordrer til at man melder sig til Nabohjælp på www.nabohjælp.dk. Nabohjælp og generel opmærksomhed i lokalområderne er en uvurderlig hjælp i kampen mod indbrudstyve.
Sig hej – det virker
En af de mest effektive metoder til at undgå og forebygge indbrud er, når borgerne hjælper politiet ved at holde øjne og ører åbne i deres lokalområde og kontakter politiet på 1-1-4, hvis de opdager et eller andet, der virker mærkeligt i deres lokalområde.
Det kunne for eksempel være en kassevogn, der kører langsomt rundt i kvarteret, lys eller aktivitet ved et hus, hvor ejeren ikke er hjemme, eller ukendte personer, der virker mistænkelige. Noget, der også virker, er, når man hilser:
– En indbrudstyv kan ikke fordrage at blive hilst på. Så er han set og vender som oftest ikke tilbage til området i en rum tid af frygt for at blive genkendt. Så rådet fra politiet er: sig ”hej” til hinanden – og til dem I ikke kender. Og vær vores øjne og ører i jeres lokalområde og ringe til os, så snart I opdager noget mistænkeligt, så gør vi alt, hvad der står i vores magt for at levere en hurtigt og effektiv indsats og få anholdt gerningsmændene. På den måde kan vi sammen få fanget indbrudstyvene, appellerer Bonnie Ludvigsen fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politis forebyggelsessekretariat.
Julegaver i bilen
Politiet advarer også i mod at opbevare julegaverne i bilen. For selv om bilen er låst, og gaverne ikke er synlige udefra, så risikerer man, at forsikringen ikke dækker.
Når værdigenstande bliver stjålet fra en bil er det indboforsikringen, der dækker tabet, medmindre der er tale om penge, guld, sølv og smykker. Men det er kun, hvis der er tegn på voldeligt opbrud som en smadret rude, eller hvis døren er brækket op.
På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside www.dkr.dk og på www.stopindbrud.dk kan der læses mere om, hvordan man forebygger indbrud.
Se også www.nabohjælp.dk, hvor man kan tilmelde sig ordningen.
Kommentarer