Politiet snuppede fire påvirkede bilister i Haslev

Haslev: Politiet stoppede søndag eftermiddag hele fire spiritus- eller narkopåvirkede hasleviter i Haslev
Søndag den 4. november klokken 15.08 standsede politiet en 20-årig mand fra Haslev, der kom kørende på Bråbyvej i Haslev. Den 20-årige virkede påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
Klokken 15.20 standsede politiet en 37-årig mand fra Haslev, der kom kørende på Ærtebjergparken i Haslev. Den 37-årige havde en promille, der var højere end det tilladte, derfor blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Klokken 15.56 standsede politiet en 23-årig mand fra Haslev, der kom kørende på Gamle By i Haslev. Den 23-årige virkede påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
Ved en trafikkontrol på Bregentvedvej i Haslev, søndag mellem klokken 16.15 og 17 blev i alt 45 køretøjer kontrolleret. Klokken 16.39 standsede politiet en 67-årig mand fra Haslev. Den 67-årige havde en promille, der var højere end det tilladte, derfor blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel. Derudover fik en bilist en bøde for at køre bil, selv om han var frakendt førerretten.
Kommentarer