Haslev

Politiet søger flugtbilist efter uheld mandag

Politiet søger en flugtbilist og vidner til et større uheld på Køge Bugt Motorvejen mandag eftermiddag

Mandag eftermiddag omkring klokken 17.30 skiftede en hvid Opel Vectra-lignende personbil vognbane og kørte ind i en anden bil, med en 39-årig mand fra Næstved bag rattet, der mistede herredømmet over sin bil og ramte autoværnet. Dele fra autoværnet fløj over i modsatte kørebanehalvdel og ramte en tredje bilist, der også forulykkede.

Føreren af den hvide bil flygtede fra stedet. Nu vil Midt- og Vestsjællands Politi meget gerne have fat i flugtbilisten eller vidner til uheldet, der kan fortælle mere.

– Vi har ikke meget at arbejde med – kun et par bulede biler, og vi har slet ingen henvendelser fået fra offentligheden, siger Vicepolitikommissær Kristian Egekær fra Køge Lokalpoliti til Sjællandske.

Der var tale om et voldsomt uheld. Politiet er overbeviste om at føreren af den hvide bil ikke kunne undgå at bemærke sammenstødet. Der skete til alt held kun materiel skade ved de to sammenstød.

 

Kommentarer