Haslev

Politiet: Status på forgiftningssagen i Haslev

I forbindelse med hændelsen torsdag, hvor 11 i en familie på 12 personer fra Haslev blev indlagt med forgiftningslignende symptomer, undersøger Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi stadig de mulige årsager til symptomerne.

Torsdag den 19. oktober døde to af familiens børn, og resten af familien er stadig på Rigshospitalet for yderligere observation og endelig afklaring af årsagen til deres symptomer.

– Vi følger eventuelle ændringer i de indlagtes tilstand, og vi er stadig i gang med at undersøge, hvad der kan være årsagen til denne hændelse. Samtidig undersøger vi forskellige steder, der kan være af interesse, og som vi tror og håber kan være med til at kaste lys over hændelsen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Han fortsætter:

– Der er desværre stadig ingen endelig afklaring af årsagen, og vi holder stadig alle muligheder åbne. Der er dog fortsat ikke noget, der tyder på, at der foreligger en forbrydelse.

Indtil videre har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke yderligere at tilføje. Skulle der opstå ændringer, vil der blive udsendt en ny pressemeddelelse.

Kommentarer