Politiet vil gerne høre din mening

Faxe Kommune: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er lige nu i fuld gang med at undersøge begrebet ’borgernært politi’.
Medierne og forskellige målinger peger på at politiet skal være mere synligt, være mere til stede og i det hele tage være meget borgernært.
Men hvad betyder det egentlig?
Det vil politiet gerne høre borgernes holdning til.
Synligt politi kan formentlig skabes på mange måder. Det kunne for eksempel være digitalt via sociale medier eller en app. Det kunne også være god og hurtig service, når folk ringer 114. Eller det kunne være skabelsen af et forum, hvor specielle politirelaterede udfordringer kan drøftes på tværs af borgere, kommune og politi.
– Men for at finde ud af præcis hvordan vi kan blive endnu mere borgernære og endnu mere serviceorienterede, må vi ud og spørge både medarbejdere, borgerne og vores samarbejdspartnere. Måske finder vi ud af noget, som vi ikke havde tænkt på selv, fortæller politiinspektør Thorkild Steen Jensen.
Derfor er der nu sat et større projekt i søen, som en del borgere i politikredsen formentlig kommer til at stifte bekendtskab med.
Indsamling af meninger
I hvert fald bliver der i skrivende stund indsamlet meninger, synspunkter og holdninger fra mange forskellige grupper blandt både medarbejdere i politiet, almindelige borgere og samarbejdspartnere. Det kommer til at ske gennem spørgeskemaundersøgelser, workshops og interviews.
– Nu går vi i gang med at undersøge, hvad det er for en service, borgerne gerne vil have fra os, hvad der egentlig menes med synlighed og tilgængelighed, og hvordan kommunikationen mellem os og alle vores interessenter rammer bedst muligt. Resultatet af undersøgelserne kan vi forhåbentlig bruge til at blive endnu bedre til at være det politi, som borgerne gerne vil have, som medarbejderne gerne vil arbejde for, og som samtidig kan løfte kerneopgaverne effektivt, siger politiinspektør Thorkild Steen Jensen, der er tovholder på det omfattende projekt.
Fortæl politiet, hvad du mener
Han håber, at så mange som muligt vil deltage i politiets undersøgelser – ikke mindst spørgeskemaundersøgelsen, som fra i dag ligger på Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis facebookside.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.
Kommentarer