Haslev

Politikerne skal stå ved deres beslutninger

Læserbrev:  Faxe Byråd har vedtaget en ny skolestruktur. Men nu viser det sig, at politikerne ikke vil stå ved deres egen beslutning og løber fra de løfter, de har givet forældrene.

Skrevet af Irene Dalgaard Pedersen, Floraparken 53, 4690 Haslev

På Sofiendalskolen i Haslev vil skoleledelsen sammenlægge de nuværende fire ottendeklasser, så de bliver til tre niendeklasser efter den 1. august. Det sker, selvom det klart og tydelig fremgår af byrådsbeslutningen, at man ikke vil lægge de øverste klasser i folkeskolerne sammen. Det kan vi som forældre ikke acceptere. Navnlig ikke fordi politikerne under debatten om den nye skolestruktur lovede forældrene, at 9. klasserne var fredede.

Når vi som forældre har stået og står hårdt på, at man ikke skal sammenlægge niendeklasserne, er det fordi, det er helt uden perspektiv at bryde elevernes sociale relationer op så sent i et skoleforløb. Det sidste år inden de unge forlader folkeskolen skal de bruge kræfterne på det faglige, så de er godt rustet til de udfordringer, der venter. Uanset om de skal på handelsskole, i gymnasiet eller noget helt tredje. De skal ikke bruge deres energi på at forholde sig til nye klassekammerater, men på at få nogle gode karakterer, så de får et godt afsæt til livet fremover.

I frustration over at skolerne alligevel sniger en ekstra besparelse ind ad bagdøren til ugunst for de store elever, har vi forældre kontaktet både forvaltning og politikere for at få en forklaring. Forvaltningen var til at begynde med tilbøjelige til at give os ret i, at byrådsbeslutningen fredede niendeklasserne fra sammenlægninger.

I håb om at få stoppet sammenlægningerne henvendte vi os også til Erling Hugger Jakobsen fra Socialdemokraterne. Som næstformand i uddannelsesudvalget var han en af nøglepersonerne i den nye skolestruktur. Han kunne bekræfte, at niendeklasserne ifølge beslutningen, hverken skulle sammenlægges eller optimeres. Heller ikke selvom der var tale om sammenlægninger internt på den enkelte skole. Faktisk kunne Erling Hugger Jakobsen slet ikke forstå, at man kunne finde på at sammenlægge klasser så sent i et skoleforløb.

Men så skiftede forvaltningen holdning og lagde en ny fortolkning på bordet, som blåstemplede Sofiendalskolens sammenlægninger. Og så blev Erling Hugger Jakobsen sat på plads formentlig af forvaltningen og mente nu lige pludselig stik de modsatte: At man sagtens kunne slå de store klasser sammen. Blot så længe det foregik internt på skolerne.

Som forældre er vi selvsagt frustrerede over at få lovet en ting, for siden blive kørt over af forvaltning, som åbenbart har magt til at presse deres egen fortolkninger ned over hovedet på de folkevalgte.

Vi synes tiden er inde til, at politikerne viser sig som mandfolk og står ved deres beslutninger og tvinger forvaltning og skoler til at efterleve dem. Ellers kan vi som forældre ikke tænke andet end, at vi er blevet ført bag lyset. Prisen kommer de unge til at betale.

Kommentarer