’Den politiske kandestøber’ gæster Sofiendalskolen
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/10/den_politiske_kandestoeber-620x380.jpg)
Haslev Teaterforening afslutter sin 50 års jubilæumssæson med klassiskeren ’Den politiske kandestøber’ i Sofiendalskolens teatersal.
Mandag den 3. april klokken 20.00 afslutter Haslev Teaterforening sin 50 års jubilæumssæson med en kendt klassisker ’Den politiske kandestøber’ af Ludvig Holberg i Sofiendalskolens teatersal.
Henrik Kofoed spiller kandestøberen, der hellere vil være politiker. I stedet for at passe sit arbejde og sin familie, sidder han på kroen med en håndfuld ligesindede, der nok ved, hvor skoen trykker.
Kandestøberen læser skam aviser og er godt underrettet om indenrigs og udenrigssager. Hvis han selv skal sige det, er han faktisk meget bedre egnet til at sidde med den politiske magt, end dem, der nu gør det og Kandestøberen vinder tilslutning til sine holdninger blandt byens småhandlende.
Det kommer den herskende magt for øre, at kandestøberen smeder politiske rænker. De føler sig truet og udnævner ham – på skrømt – til borgmester. Han overdænges med politiske sager og han vikles ind i et virvar af bortforklaringer bilag og lokumsaftaler, der ikke holder i byretten.
Kom selv og oplev 10 gode kendte skuespillere på scenen i ’Den politiske kandestøber’. En satire til tiden, skrevet i 1722 og sat under ny lup i 2017.
’Den politiske kandestøber’ fik 5 stjerner i Jyllandsposten og 4 stjerner af Gregers DH, CPH Culture og Berlingske.
Forestillingen varer 2 timer 20 minutter inklusive en pause.
Og mon ikke, der også sker ’et eller andet’ den teateraften i anledning af foreningens 50 års jubilæum.
Billetter kan fra mandag den 20. marts købes i Haslev Boghandel, Vestergade 2, 4690 Haslev. Telefon 5631 2120.
Man kan læse mere om Haslev Teaterforening på foreningens hjemmeside og desuden følge foreningen på Facebook.
Sofiendalskolens teatersal har fået teleslynge.
Kommentarer