Haslev

Posthuset i Haslev er solgt

Foto: Faxe Kommune

Byrådets bestræbelser har båret frugt. Posthuset er solgt til lokale, som vil skabe udvikling i hjertet af Haslev.

Faxe Kommune købte posthuset for at skabe plads til ny busterminal, og den nye del af posthuset, som er nødvendig for busterminalen, er nu nedrevet.
Den gamle og bevaringsværdige del af posthuset bevares og omdannes nu til boliger.

– Det glæder mig, at vi nu har en aftale om posthuset. Når renoveringsarbejdet er færdigt, vil dem der flytter ind, bo på en virkelig central plads i byen, så det er et spændende projekt. Og så er jeg rigtig glad for, at vi med aftalen sikrer den karakteristiske bygning i Haslev, siger borgmester Ole Vive.

Køberne er det lokale makkerskab, investor og udlejer Anders Bodilsen og tømrermester Søren Engberg.

– Vi er glade for at overtage det tidligere posthus, og planen er, at der skal være seks lejligheder i bygningen. Vi kommer til at bevare stilen, så den flotte bygning kommer til at stå i al fordums pragt, siger Søren Engberg med et glimt i øjet.

Arbejdet med at istandsætte og indrette bygningen begynder, når Faxe Kommune er færdig med etableringen af busterminalen og det øvrige arbejde omkring forskønnelse af området omkring stationen.

Kommentarer