Haslev

Prioriteringerne skal ske lokalt

Debat: Et flertal i Folketinget har besluttet, at kommunerne skal aflevere 1 prodent af budgetterne til staten hvert år fra 2016-2019. De kalder det et omprioriteringsbidrag.

Indsendt af Knud Erik Hansen, borgmester i  Faxe Kommune , og Søren Kjærsgaard, borgmester i Holbæk  Kommune 

For os i  Faxe Kommune  handler det om 15 mio. kr. mindre – hvert år. Det kan betyde lukning af fritidstilbud til de større børn, at tolærerordninger på alle skoler og profillinjer i udskolingen må afskaffes, og at vi må skære ned på et dagcenter og aktivitetstilbud til ældre. Det vil gå ud over de svageste – fx børn af de godt 10.000 pendlere, vi har i kommunen, børn med særlige behov i skolen og de enlige og ensomme ældre.

I Holbæk  Kommune  har vi gennem flere år effektiviseret driften. I 2017 skal vi effektivisere 4 pct. yderligere – vi skal arbejde smartere og bruge færre ressourcer. Hertil kommer de mange ekstraudgifter i kølevandet på flygtningeudfordringen. Alene i 2016 skal vi tage godt imod 241 nye flygtninge. Et omprioriteringsbidrag på yderligere 1 pct. vil naturligvis have konsekvenser.

Et folketingsflertal har besluttet, at omprioriteringsbidraget i 2017 skal tilbage til kommunerne. Det kan vi som kommunalpolitikere kun være enige i. Problemet er, at prioriteringen burde ske lokalt og ikke centralt i finanslovsforhandlingerne. I økonomiaftalen for 2016 var regeringen og KL enige om, at puljer var noget bras. Alligevel ”opstod” en ny pulje blot et par måneder senere i finansloven med ”værdighedsmilliarden” – og med omprioriteringsbidraget er vi tilbage til puljetyranniets tid.

Den helt store udfordring er, at vi står på usikker grund, når vi skal lægge de næste års budgetter. Vi ved, at vi skal aflevere 1 pct., men vi ved ikke, om pengene kommer retur til velfærd i kommunerne eller skal bruges på skattelettelser og kampfly. Oven i det kommer det pres, vi i forvejen oplever fx i forhold til en aldrende befolkning og de store flygtningestrømme.

Nogle vil nok mene, at vi bare kan effektivisere os frem til den ene procent. Effektiviseringer og omprioritering er ikke noget nyt for kommunerne – det har vi gjort i flere år for at genoprette ikke blot den kommunale, men hele den danske økonomi. Der ligger derfor ikke nogle lette løsninger tilbage, der kan levere 1 pct. Det kan vi sige uden den mindste tøven. Det kommer til at gøre ondt på velfærden og medarbejderfronten – andet vil være at stikke borgerne blår i øjnene.

Kommentarer