Haslev

Prisbelønnet sangskriver kommer til Haslev

Mirja Klippel (Fin) har støt opbygget sig et navn på den internationale sangskriverscene. Med en EP og en Danish Music Folk Award i kategorien Årets Sangskriver (2016) bag sig, er hun nu aktuel med sit første fuldlængde album, River of Silver, der udkom den 19. oktober. Det bliver fejret med en releaseturné med en række koncerter rundt om i Danmark. Her kommer hun også forbi Kultunariet i Haslev den 4. november.

Sangskriveren Mirja Klippel gør sig indenfor melodiøse og poetiske sange, der bæres frem af et dæmpet og nærværende udtryk. Musikken sættes i scene af hendes insisterende vokal og akustiske guitar, som understøttes og bakkes op af hendes faste musikalske samarbejdspartner Alex Jønssons vokal og elektriske guitar. Og live er musikken en helt særlig og intim oplevelse, hvor man løftes og fanges ind af de atmosfæriske lydbilleder og dragende sange.
Med River of Silver har Mirja Klippel skabt et album, der med udspring i det nære og personlige trækker linjer ikke bare til den omliggende verdens sociale uretfærdighed og snærende bånd, men som også viderebringer et håb om en bedre fremtid. Som hun selv siger: ”Jeg skriver sange for at få verden til at give mening. Om mennesker, deres følelser og handlinger… og konsekvenser. Min egen historie og fremtid.”

Koncerten er en del af en omfattende turné i forlængelse af debutalbummet, der i 2018/2019 bringer Mirja Klippel til en lang række spillesteder i Danmark, Finland, Tyskland og Rusland.
Koncerten på Kultunariet går i gang klokken 17. 
Fakta om Mirja Klippel
Født 1987 i Finland, men nu bosat i København. Kåret som ’Årets Sangskriver’ ved Danish Music Awards Folk i 2016
Diskografi: Lift Your Lion (EP 2016) og River of Silver (Album 2018)

Kommentarer