Privat mentorvirksomhed går i luften i dag
Faxe Kommune: To lokale socialpædagoger har startet en privat mentorvirksomhed ”Socialmentorerne” med base i Faxe Kommune.
Tirsdag den 1. september starter den private mentorvirksomhed ”Socialmentorerne” med base i Faxe Kommune. Teamet består af de to socialpædagoger, Pia Skovgaard og Klaus Duelund. De var indtil for nylig ansat som mentorer ved Faxe Sociale Udviklingscenter, under Faxe kommune.
– Vi har en vision om at skabe et kvalitetstilbud, der retter sig mod borgere, der er uden for arbejdsmarkedet og borgere der har sociale eller psykiske udfordringer, som har behov for støtte og vejledning i hjemmet, skriver de to i en pressemeddelelse og de fortsætter:
– Faxe Sociale Udviklingscenter har været meget positive over for vores nye initiativ, og har indbudt til samarbejde, hvilket vi selvfølgelig har taget imod med kyshånd.
Den geografiske arbejdsradius bliver i første omgang Faxe, Næstved, Stevns, Køge og Ringsted kommuner.
-Vi håber på, at kunne blive et spændende alternaiv til de udbydere, der allerede er på markedet. Vores force ligger i at vi, grundet vores størrelse, kan tilbyde et nært, effektivt og personligt samarbejde med vores kunder, som nok fortrinsvis vil blive kommunerne, men private er selvfølgelig også velkommen til at henvende sig, afslutter Pia Skovgaard og Klaus Duelund.
Kommentarer