Privat musikskole startet i Hellested
Karise/Hellested: Lørdag d. 29 oktober inviterer musiklærer Per Jensen til åbent huspå hans nye private musikskole i Hellested
Per Jensen, tidligere musiklærer på Karise Skole, underviser nu i klaver, guitar og keyboard på privatadressen i Hellested. Den private musikskole HowMusic, holder til i en nyindkøbt og nyistandsat pavillon i haven.
Musikpavillonen indvies officielt lørdag d. 29. oktober mellem kl. 10 og 14. Per og Kirsten, der regner med 35 til 40 gæster, byder på sandwich, sodavand og vin.
Per er 58 år og han havde aldrig tænkt på stoppe med at arbejde som musiklærer, men så kom den store fyringsrunde og Per måtte tænke nye tanker.
Ved påsketid begyndte han at give private musiklektioner hjemme i dagligstuen. Et par opslag i Karise gav faktisk så mange henvendelser at han fik blod på tanden. Eleverne, som der allerede er en hel del af, er i alderen fra 12 til 51 år. I næste uge kommer der en ny elev på 11 år, for at få den første gratis prøvetime. En lektion varer 60 minutter, og er opdelt i tre dele, øvelser fra sidste lektion, teori og lektier til næste gang.
En dag så hans kone Kirsten en annonce i en lokal avis med en skurvogn til salg. Det viste sig at være en meget slidt kontor pavillon, så prisen var rimelig. Per og Kirsten har selv udført en stor del af arbejdet med at gøre pavillon klar, men gode venner og naboer har også givet en hånd med. Gulvet til en værdi af omkring 20.000 er sponseret og klaveret, et Hindsberg fra 1965, er erhvervet til en favør pris.
Per Jensen har fuld opbakning til projektet fra Kirsten, der er børnehaveklasselærer på Hylleholt Skole. Hun er især glad for at have fået stuen tilbage, som Per ellers brugte til at undervise eleverne i.
– Jeg har ikke betalt til efterlønnen og havde regnet med at fortsætte på Karise Skole til jeg skulle pensioneres. Men sådan gik det ikke, siger Per Jensen, der nu slet ikke virker utilfreds med fremover at kunne hellige sig den musik, han brænder så meget for.
– Jeg vil gerne have at I sender en stor tak til Lellinge Containerfirma, der knoklede i regnvejr fra kl. fire om eftermiddagen til næste morgen ved fem-tiden med at få pavillonen på plads. De kørte gang på gang fast ude på marken, men gav ikke op. Jeg troede aldrig at det ville lykkes, udtaler Per Jensen til Faxe.nu.
Musikskolen ligger på en lille stille lukket vej, adressen er Bygaden 40 i Hellested og Per Jensen kan kontaktes på 56 50 10 73.
Kommentarer