Haslev

Produktionshøjskole afholdt lounge på Gisselfeld

produktionshoejskole_gisse2

Gisselfeld/Haslev: Naturlinjen på Ringsted Produktionsskole og Gisselfeld Kloster samarbejder om ungdomsuddannelser

For nylig blev samarbejdet mellem Gisselfeld Kloster og Ringsted Produktionshøjskole fejret på en uddannelseslounge på Gisselfeld. Blandt de inviterede var sagsbehandlere og uddannelsesvejledere fra Faxe Jobcenter og skoler i Faxe Kommune repræsentanter for Sorø Kommune.

Arrangementet startede i grev Knuths fløj i herskabelige rammer, med udsigt over voldgravene og den smukke slotspark. Direktør Jens Risom fra Gisselfeld Kloster bød velkommen, hvorefter Ringsted Produktionshøjskoles køkkenlinje bød på frokostbuffet. De unge på uddannelsen havde fanget krebs som blev serveret på buffetten.

Læs også: Produktionshøjskole passer Gisselfelds fisk

– Jeg anede slet ikke, at man kunne fange vildtlevende krebs i åen. De smager godt, og jeg var især meget glad for de lille ostebord, som fulgte med krebsene, siger Faxe Kommunes beskæftigelsesudvalgsformand Finn Hansen (S) til Sjællandske.

Efter frokosten fortalte forstander Troels Brandt fra Ringsted Produktionshøjskole om det innovative samarbejde og om de afledte muligheder for kommunens unge borgere uden for uddannelse. Naturplejelinjen på Ringsted Produktionshøjskole har i flere år uddannet unge mennesker i blandt andet karpeopdræt på Gisselfeld Kloster.

CSR Gisselfeld arbejder med at integrere sociale og miljømæssige hensyn i sine forretningsaktiviteter. Samarbejdet handler om at sætte fokus på samfundsmæssig ansvarlighed og samtidig styrke den økonomiske bundlinje. Det velfungerende samarbejde mellem produktionshøjskolen og Gisselfeld er en oplagt mulighed for unge bosat i kommunen, idet de kan gå på en naturplejelinje på Gisselfeld i Ringsted Produktionshøjskoles regie. Unge Faxe borgere over 18 år flyttes dermed fra passiv kommunal overførselsindkomst til aktiv skoleydelse, betalt af Undervisningsministeriet, og med et uddannelsesperspektiv.

Succesraten for dem, der havde gået på linjen blev også nævnt. De fleste var nemlig kommet videre i uddannelse eller beskæftigelse, flest som håndværkere, men også nogle i stillinger så bemærkelsesværdige som rejefisker på Grønland, konstabel i søværnet og optaget i frømandskorpset.

Mødedeltagerne var også på besøg i parken for at at kigge på karpedammene, hvor produktionshøjskolens naturplejelinje, har deres daglige arbejde og der var lejlighed til at se det nyrenoverede fiskemesterhus.

En af de opgaver, som gæsterne blev præsenteret for af skolens elever, var at kønsbestemme krebs, den samme slags signalkrebs, som lige havde stået på den veldækkede frokostbuffet.

– Det var et utrolig vellykket arrangement. Og det var interessant at se hvilke alternative muligheder, der er for unge mennesker, når de skal vælge uddannelse. Skovens frie natur giver nogle fantastiske rammer for unge, der har problemer med at finde ind i uddannelsessystemet, udtaler beskæftigelsesudvalgsformand Finn Hansen (S) til Sjællandske.

Faxe Kommunes jobcenter anvender produktionshøjskolen i Køge, men efter uddannelsesloungen har beskæftigelsesudvalgsformanden bedt forvaltningen om at afholde et møde med Ringsted Produktionshøjskole for at afklare mulighederne.

Finn Hansen aftalte desuden med Gisselfelds direktør Jens Risom, at de skulle holde et af de næste møder i beskæftigelsesudvalget på Gisselfeld, så resten af udvalget kan høre om mulighederne.

Kommentarer