Magaxin

Prøv avanceret flysimulator i efterårsferien i Kongsted ved Rønnede

Alle, der kunne tænke sig at snuse til flyvning, kan prøve kræfter med at styre et svævefly hos Øst-Sjællands Flyveklub i deres nye simulator. Fremsendt foto.

Selvom flyvesæsonen så småt lakker mod enden, er der masser af aktivitet på flyvepladsen i Kongsted ved Rønnede i de kommende uger.

Der afholdes både afholdes intro- og simulatoraften og intensiv skolingsuge i uge 42 og opstart af årets teorihold i uge 43.

Intro- og simulatoraften i efterårsferien

Tidligere på året anskaffede Øst-Sjællands Flyveklub sig en avanceret flysimulator. Og nu åbner klubben op for et nyt tiltag. Nemlig at alle, der kunne tænke sig at snuse til flyvning, kan prøve kræfter med at styre et svævefly i den nye simulator hen over en række simulatoraftener.

– Flysimulatoren er meget naturtro. Vi forventer eksempelvis, at nye elever kan springe en væsentlig del af den praktiske flyvning over ved at træne i simulatoren i løbet af vinteren. Så den bringer faktisk en et godt stykke vej i forhold til at lære at flyve, fortæller Klaus Juhl, der er formand i ØSF.

Første intro- og simulatoraften afholdes tirsdag den 15. okt i efterårsferien, og man kan reservere tid og læse mere via klubbens hjemmeside, flyveklubben.dk.

50 piloter samlet til intensiv skolingsuge i efterårsferien

Flyveklubben og det nye klubhus har de seneste år haft stor succes med at være samlingspunkt for piloter og elever fra hele landet i efterårsferien. Her afholdes nemlig en fyldt, intensiv skolingsuge, hvor der afvikles ekstraordinært mange flyvninger. Er man derfor interesseret i at opleve en masse flyvning og forskellige fly på nærmeste hold og måske få en rundvisning og høre mere, er uge 42 et rigtigt godt tidspunkt at kigge forbi flyvepladsen på i dagtimerne.

Årets teorihold starter

For mange pilotelever bruges efteråret og vinteren til at lære teorien til pilotuddannelsen. Årets teorihold er starter i uge 43 og byder på alle de nødvendige og spændende fag. Selvom holdet er ved at være fyldt godt op, er der stadig ledige pladser. Og som noget nyt i år, får man som elev adgang til at bruge simulatoren hele vinteren, så teorien kan afprøves i praksis med det samme.

FAKTA

• Man kan læse mere om alle arrangementer og muligheder på flyveklubben.dk

• Det tager ca. 1,5-2 år i fritiden at blive pilot

• Øst-Sjællands Flyveklub er en af landets største flyveklubber og kan tilbyde hele pilotuddannelsen i Kongsted – både teori, praksis og prøver.

Sådan ser den rigtige svæveflyveoplevelse ud uden for flysimulatoren:

Kommentarer