Protesterede mod lukning af Mælkevejen
Faxe Ladeplads: Forældre og børn var torsdag inde på borgmesterens kontor for at aflevere en underskriftindsamling til fordel for Mælkevejen
I forbindelse med vedtagelsen af Faxe kommunes budget 2015, afleverede forældre og børn fra Børnehuset Mælkevejen i Faxe Ladeplads, torsdag den 16. oktober over 400 underskrifter mod flytning eller lukning af Mælkevejen til borgmester Knud Erik Hansen.
Ifølge budget 2015 vil der ikke forekomme forringelser af de allerede eksisterende tilbud, men forældrene til børnene på Mælkevejen tvivler på, at det kan lade sig gøre at flytte vuggestue og børnehave til lokaler på Hylleholt skole, uden at skulle sige endegyldigt farvel til gode, lyse lokaler og en stor legeplads, med mange muligheder for et aktivt udeliv, i tråd med Mælkevejens grønne profil.
– Borgmesteren bød på kaffe og fortalte om den kommende strategi for Mælkevejen, samt kommunens andre institutioner i lokalområdet. Han var lydhør overfor forældrenes bekymringer og understregede at alle kommunale bygninger såvel som Mælkevejen er i spil, fortæller Mette Balle, formand for Børnehuset Mælkevejens bestyrelse.
Der blev desuden talt om fastholdelsen af Faxe Ladeplads som et attraktivt område for tilflyttere såvel som for turister.
Kommentarer