Debat og politik

Pust støvet af Haslev Bymuseum!

Kulturstyrelsen kritiserede i 2013 Østsjællands Museum (ØSM) for at underprioritere den lokale nyere tids kulturhistorie, fordi udstillingerne er af ældre dato og formidlingen er uopdateret, sparsom og traditionel. Dette er meget tydeligt på Haslev Bymuseum, som hører under ØSM.

Indsendt af Nicolaj Lund Jensen, Gisselfeldvej 18, 4690 Haslev. Spidskandidat for Radikale Venstre i Faxe til kommunalvalget.

Det kan undre, hvorfor ØSM ikke har taget denne kritik alvorlig. Måske det har været et spørgsmål om prioritering. Men her i 2017 står Haslev Bymuseum stadig nedslidt og forældet.

Det gamle jævnstrømsværk i Frederiksgade er ellers en meget smuk og centralt placeret bygning midt i Haslev. Når man går rundt, ser man hurtigt det store potentiale bygningen og museet har for Haslev. Der er mange fine elementer i udstillingen som er helt unikke, men der er også dele som kunne trænge til en opdatering i formidlingen. Den gamle have som kan ses fra Frederiksgade gennem støbejernslågen er en lille oase. Også her er der masser af muligheder for koncerter og teaterforestillinger.

Jeg besøgte museet denne sommer og det var interessant at bemærke at de fleste andre gæster var tilflyttere. På den måde har museet også en opgave i at nye borgere via historien får hjælp til at forme deres nye identitet som borgere i Haslev.

Et bymuseum er en gave til en by. En gave vi skal værne om og passe på, men ikke mindst sikre har en central rolle i udviklingen af Haslev. Det er vigtigt at kende sin fortid for at forme fremtiden.

Jeg håber, at ØSM vil tage opgaven om nyere tids kulturhistorie meget mere seriøs og i forbindelse med deres kommende strategiseminar vil fokusere på Haslev Bymuseum og nytænke måden at drive et bymuseum på.

Så lad os puste støvet af Haslev Bymuseum og få udstillingerne gjort spændende og nærværende også for fremtidige generationer af Haslevitter!

Kommentarer