Råd anbefaler mere ansvarlighed i deleøkonomien
Styrket vejledning fra myndighederne, bedre sammenspil mellem sociale ydelser og klarere regler for både udbydere og forbrugere. Det er nogle af de forslag, som Rådet for Deleøkonomi i dag har afleveret til regeringen.
Cirka hver femte dansker deler sin bolig, bil eller værktøj med andre eller køber en arbejdsopgave via en digital platform.
Dele- og platformsøkonomien har skabt helt nye forretningsmuligheder for digitale platforme, vækst og bedre udnyttelse af ressourcer. Men samtidig har der også vist sig at være udfordringer, f.eks. når det gælder beskyttelsen af forbrugerne.
På baggrund af det har Rådet for Deleøkonomi netop afleveret 13 anbefalinger til, hvordan ansvarlig deleøkonomi kan styrkes.
”Der er utrolig mange fordele ved, at vi i takt med den teknologiske udvikling kan dele vores hus, bil eller ligefrem tøj med hinanden. Det giver helt nye muligheder og er en helt oplagt måde at bruge vores ressourcer mere effektivt på. Men med udviklingen følger også en række alvorlige udfordringer, som vi som samfund skal tage hånd om. Det drejer sig bl.a. om at vi skal huske at passe på forbrugerne, så man trygt kan stole på, at man handler under ordnede forhold. Det er regeringen optaget af, og derfor er jeg glad for anbefalingerne og det grundige arbejde som Rådet for deleøkonomi har lavet. Vi vil nu i regeringen se på, hvordan vi kan følge op på anbefalingerne,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Rådets formand, Lars Bonde, koncerndirektør i Tryg, glæder sig over det konstruktive og løsningsorienterede arbejde i rådet:
”Jeg er glad for, at et enigt råd nu kan afgive 13 gode anbefalinger til regeringen. For mig har det fra starten været vigtigt, at anbefalingerne har opbakning fra hele rådet, og jeg vil derfor takke for den positive ånd og det konstruktive samarbejde på tværs af platforme, arbejdsmarkedets parter, forbrugerrepræsentanter og eksperter. Jeg er overbevist om, at rådets anbefalinger kan gøre det mere attraktivt for danskerne at benytte dele- og platformsøkonomiske løsninger.”
Kommentarer