Faxe ligger i et område med meget Radon

Faxe kommune har en kedelig høj placering på et nyt Danmarkskort over radonforekomster
Den kræftfremkaldende luftart radon, kan hverken ses, høres, føles, smages eller lugtes. Men den dræber cirka 300 danskere livet hvert år.
Radon-gassen, der siver op fra undergrunden, slår dermed flere ihjel end både trafikken og brande. Cirka 350.000 danske hjem har for høje radongrænseværdier. Det skriver Licitationen-Byggeriets Dagblad.
Der er dokumenteret sammenhæng mellem radon og kræft. Radon er en medvirkende årsag til cirka 240 nye tilfælde af lungekræft om året. Heraf formodes de 210 tilfælde at ramme rygere og cirka 40 tilfælde at ramme ikke-rygere. Risikoen for at få lungekræft stiger jo længere tid en person opholder sig i en bolig, der indeholder radon.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er børn særligt udsatte, de formoder at 3 til 4 børn dør hvert år af kræft forsaget af radon.
Radon er en naturligt forekommende luftart. Den dannes ved henfald af radium, som er i jorden og kan sive ind i boligen, hvis fundamentet er utæt.
Udsivningen er meget begrænset i Vest- og Nordjylland samt i Nordsjælland. Mens der på Østsjælland og Bornholm er høje koncentrationer af radon.
Se Danmarkskort med radon forekomster
Indenfor Faxe kommune varierer radonindholdet i indeluften en hel del. I området omkring Faxe by er der for meget radon i op imod 30 procent af husene. I Haslev og Rønnede er der for høje koncentrationer i op i mod 10 procent af husene.
I Skovbodelen af Køge Kommune, Vallø delen af Stevns Kommune og på Møn er der også for store radonkoncentrationer i op mod 30 procent af husene.
Husets kælderforhold samt jordarten under huset har betydning for, hvor høj koncentrationen af radon er i boligen. For at finde koncentrationen af radon i en bolig skal man lave en radonmåling. Det er der ikke krav om i Danmark, på trods af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Læs rapport fra Sundhedsstyrelsen om Radon her
Institut for Strålebeskyttelse anbefaler at en radontest foretages i fyringssæsonen. Når luften opvarmes, skabes der automatisk et undertryk i huset, der nærmest suger radon´en op fra undergrunden. Man lufter desuden mindre ud end om sommeren.
Viser testen et for højt niveau af radon, kan man radonsikre huset ved at få lavet udsugning eller tætnet gulve og vægge.
Kommentarer