Da statsminister, Lars Løkke, præsenterede 2025-planen sagde han, at det vil give “et ordentligt bidrag” at hæve pensionsalderen med et halvt år for alle, der er født i 1958 eller senere.

Indsendt af Per B. Thomsen, afdelingsformand 3F Midt & Østsjælland.

Altså endnu en gang er den politiske ambition at hæve pensionsalderen sådan, at man i 2025 skal være 67,5 år før man kan nyde sit otium. Et halvt år lyder måske ikke af meget, men for 3Feren, der i forvejen er nedslidt, så er seks måneders arbejde faktisk en hel del. Lad mig komme med et par eksempler:

• En bagageportør skal løfte 550 ton ekstra kufferter, hvis hans arbejdsliv forlænges med et halvt år.
• For en murer svarer et halvt års arbejde til lige omkring 66.000 sten. Eller ca. 10 parcelhuse.
• En stuepige kan nå at gøre 4000 værelser rent på et halvt år.
• På seks måneder, når en skraldemand at stige ind og ud af sin bil 13.000 gange.
• En buschauffør på linie 5a, når at køre 165.000 passagerer igennem København på et halvt år.
• For en brolægger vil seks måneders ekstra arbejde betyde, at han skal lægge næsten 250 ton sten[1].

Et halvt år fra eller til er altså ikke i småtingsafdelingen, og slet ikke, når man samtidig kaster sit blik på andre skæbnesvangre tal.

For hvert fjerde medlem af 3F har forladt arbejdsmarkedet inden de fylder 60, fordi de enten er døde eller nedslidte. Og for knap hver anden 3F’er er smertestillende piller en fast del af arbejdstøjet. Og af dem svarer 49 procent, at smerterne samtidig påvirker det, de kan lave i fritiden.

Det er ligesom om, at når Løkke og co. diskuterer pensionsalder, så tager de udgangspunkt i dem selv og deres eget arbejde.

De glemmer, at de fleste af os faglærte og ufaglærte begyndte arbejdslivet som 16-årige. Vi har ikke haft mange år på universitet. Vores hoved og hænder har været i sving længe. Derfor bør man også i min optik overveje, om vi skal have en differentieret pensionsalder, hvor det er antallet af år på arbejdsmarkedet, der afgør ens pensionsalder. Så gabet mellem, hvor mange gode seniorår man som 3F’er og akademiker får, bliver mindre.

Samtidig bør vi fokusere mere på at sikre et ordentligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Det sidste årti har været omvæltende for 3F’eren. En finanskrise, der betød dårligere løn- og arbejdsvilkår og samtidig mere udenlandsk arbejdskraft, der spiller lønmodtager ud mod hinanden på nådesløs vis.

Dårligt arbejdsmiljø har på 15 år kostet samfundet mindst 51 mia. kroner. De penge kunne være brugt på bedre velfærd, bedre arbejdsmiljø eller på at holde pensionsalderen i ro. Af samme årsag ser vi i 3F med stor bekymring på de besparelser, der er blevet lagt på arbejdstilsynet. Et ræs mod bunden er alt andet end det, vi har brug for. I stedet for burde vi investere i et godt arbejdsmiljø, velfærd, uddannelse og i jobs, så også 3F’eren har udsigt til et værdigt seniorliv.

[1] Tallene er baseret på 3Fs beregninger ud fra gældende akkorder i de forskellige fag.