Faxe Ladeplads

Rav-amulet fra stenalderen fundet på havnen

rav-amulet

Faxe Ladeplads: Der er fornylig blevet fundet en stor rav-amulet fra stenalderen på havnen i faxe Ladeplads

En medarbejder på en virksomhed på havnen i Faxe Ladeplads har fornylig fundet en stor udsmykket rav-amulet i en stenbunke, der er pumpet op af havet.

Det 7,9 centimeter lange og 5,2 centimeter brede ravstykke er udsmykket med en form for magiske mønstre.

Finderen afleverede ravstykket til Køge Museum, hvorefter det via Vikingeskibsmuseet i Roskilde har fundet vej til Nationalmuseet, der har erklæret det sjældne fund for Danefæ.

– Det er en velsignende gravhilsen fra en stenalderpige. Rav er ofte fundet i grave fra kvinder og børn fra stenalderen. Det er helt tydeligt amuletter, som kvinder og børn har båret, som ekstra værn imod dårligdom, siger Peter Vang Petersen, museumsinspektør på Nationalmuseet til TV2 Lorry. Han mener at ravsmykket er 8.000 år gammelt.

Man kan se interviewet med Peter Vang Petersen på TV Lorry

Finderen får en skattefri dusør.

Danefæ er genstande fra fortiden, der kommer til veje som jordfund i Danmark, og som er forarbejdet af ædelt metal eller i øvrigt er af kulturhistorisk værdi, herunder mønter. Den, der finder danefæ eller får danefæ i sin besiddelse, skal aflevere det, idet danefæ tilhører staten.

Loven om danefæ kan spores tilbage til middelalderen. Nationalmuseet administrerer denne lov, der sikrer, at vigtige fund fra Danmarks fortid bliver bevaret for kommende generationer. Link til indlevering af danefæ.

På Nationalmuseet kan man se udstillingen med danefæ. Danefæene bliver udskiftet løbende, når der dukker nyt op af den danske muld.

Kilde: natmus.dk

Video: Peter Vang Petersen, museumsinspektør på Nationalmuseet fortæller om Danefæ

Kommentarer