Debat og politik

Reaktion på Haribos flytning af 30 arbejdspladser

Debat: Jeg har idag med interesse læst en artikel på Faxe.nu der omhandler nedlæggelsen af 30 stillinger på Haribo Fabrikken i Faxe, det drejer sig om stillinger i områderne for Salg, Marketing og Support.

Indsendt af Kenneth M. Nielsen, Birkedommevej 8, Vester Egede. Bestyrelsesmedlem Liberal Alliance i Faxe

Et af udsagnene fra Klaus Christensen, Haribo er følgende:

– Der er en mental barriere for at tage arbejde her. Vi har mange spændende arbejdspladser her på egnen, så barrieren må være mental. Der er 70 kilometer fra Faxe til København, og den distance tager beboerne i Syd- og Vestsjælland gerne. Til gengæld er københavnerne ikke til at trække ned til os. Her føles de 70 km som 700km.

Det er meget muligt at han har lidt ret i den påstand, men jeg finder det utroligt at vælge at flytte stillinger ud af Faxe på et grundlag som dette. Jeg har i snart 3 år, hvor min hustru har været jobsøgende inden for 2 af områderne, jævnligt besøgt Haribos jobportal, samt Jobindex.dk – og ingen steder har der været annonceret efter medarbejdere til de nævnte områder.

Læs også: Mental barriere skyld i at Haribo flytter 30 stillinger

Det er kommet mig for øre at de har benyttet sig af headhuntere, nuvel det er også en måde at finde arbejdskraft på, men det er også en hel del Københavneri over det – for de Headhuntere jeg har arbejdet sammen med igennem årene, har det med at søge i hovedstadsområderne. Og derfor finder de ikke kvalificerede medarbejdere fra lokal området.

Det piner mig som liberal at der skal flyttes arbejdspladser fra Faxe til en anden kommune, blandt andet fordi vi har udfordringer nok med at finde arbejdspladser lokalt, men især på det grundlag det gøres – et grundlag der i mine øjne er helt og aldeles usagligt.

Faxe Kommune, har så vidt vides ej heller været orienteret om at Haribo manglede arbejdskraft i de nævnte områder, så det denne kan ikke klandres i denne sag.

Tilbage står man med en følelse af at Haribo har haft en slet skjult agenda, omhandlende flytning af de pågældende arbejdsområder, hvorfor kan man så undre sig.

Uden at det skal ligne den spanske inkvisition, så ville det da være rart om Haribo kunne dokumentere at de reelt har annonceret lokalt, for det er i mine øjne ikke sket.

Og jeg er overbevist om at vi sagtens kunne have fundet medarbejderne lokalt, hvis blot der var blevet rakt ud.

En rigtigt trist ”nyhed” fra Haribo til Faxe.

Jeg håber det er en enlig svale, og ikke en tendens blandt vores mange virksomheder.

Kommentarer