Debat og politik

Regeringens 2025-plan er endnu en regning til 3Feren

Forleden fremlagde regeringen sin storstilede 2025-plan. En plan, som efter regeringens egne ord, skal være en ”helhedsplan for et stærkere Danmark”.

Indsendt af Per B. Thomsen, formand 3F Midt & Østsjælland

Dog kan man hurtigt og nemt konkludere, at planen burde hedde ”en skæv plan for et mere utrygt Danmark”.

Regeringen vil bruge under halvt så mange penge på velfærd, som den demografiske udvikling lægger op til, udvide arbejdsudbuddet med 60.000 mennesker og blandt andet indføre en obligatorisk pensionsopsparing på 2 %.

Og det kommer vel næppe som nogen overraskelse, at det økonomiske råderum man skaber med forringelser, skal gå til topskattelettelser til de mest velbjergede. Så selvom det lige akkurat i sidste uge er lykkedes at få forhindret en forhøjelse af pensionsalderen, med stor indsats fra fagbevægelsen, så bliver det alligevel de ufaglærte og faglærte, 3Feren, der i sidste ende skal tage skraldet for regeringens 2025-plan.

13 milliarder mindre til velfærd betyder, at børnene, de socialt udsatte, de ældre og de syge går en mere utryg hverdag i møde. Samtidig betyder det, at vores politi, hospitalsvæsen, veje, skoler og hospitaler må nøjes med lappeløsninger.

Når mange mennesker – lavtlønnede og folk på overførselsindkomster – ikke sparrer op til pensionen i dag, så er det fordi, de ikke har råd til det. Så selvom man kan have sympati for en obligatorisk pensionsopsparing på 2 %, så ender man med at gøre ondt værre – hele to gange. Første gang når man får 2 % mindre udbetalt om måneden, og anden gang, når man når folkepensionsalderen, fordi man mister de tillæg, man ellers havde udsigt til. Altså man gør en fattig fattigere.

Derudover mener jeg, at regeringen burde holde sig væk fra at blande sig i arbejdsmarkedspensionerne. De er en del af det danske aftalesystem, hvor det er arbejdsgiver og arbejdstager, der forhandler pensionerne via overenskomsterne – uden indblanding fra politikerne.

Og når man vil udvide arbejdsudbuddet med 60.000 mennesker, så kan ingen være i tvivl om, at der gemmer sig nogle skrappe arbejdsmarkedsreformer bag. Vi har set det før med dagpengereformen, forringelserne af efterlønsordningen, og ved indførelsen af fattigdomsydelserne. Jeg har derfor en stærk begrundet mistanke om, at arbejdsudbuddet, blandt andre ulighedsskabende forslag, skal findes ved at forringe dagpengesystemet endnu en gang.

I det hele taget bærer denne 2025-plan præg af, at man river ned, hvor man burde bygge Danmark op.

Regeringens ambition om at skabe fremgang og vækst i Danmark er langt fra indfriet. Faktisk risikerer vi, som også flere økonomer har påpeget, at den danske økonomi går i stå, fordi vi får skabt usikkerhed og utryghed i folks hverdag.

Regeringen burde i stedet for investere i fremtiden. Vi har brug for en stærk samfundsmodel, som kan være bolværk mod den buldrende globaliserings skyggesider. Endnu en gang viser Lars Løkke, at han ikke er statsminister for hele Danmark, men kun dem med polstrede lommer.

Kommentarer