Region Sjælland genåbner 24 hektar grusgrav uden sagsbehandling!
Den første juni 2014 overtog Region Sjælland kompetencen til at udstede tilladelser til råstofindvinding på land. Tidligere havde disse afgørelser ligget i de enkelte kommuner hvor råstofindvindingen skulle foregå.
Indsendt af Lars Folmann, Ulstrupvej 6, 4682 Tureby. Kandidat for Dansk Folkeparti til kommunalbestyrelsen i Faxe og Regionsrådet i Sjælland.
Lobby organisationen ”Danske Råstoffer” fik af politisk vej åbnet for denne ”ressortoverførsel”, da de mente at kommunerne var for ”useriøse” (læs restriktive) i deres afgørelser, overfor ansøgere til f. eks. at åbne eller udvide grusgrave.
I forvejen lå udpegningen af råstofområder, i form af udarbejdelse af råstofplaner, ved de danske regioner og man fik således samlet alt sagsbehandling ét sted.
Det store fremmøde ved de to borgermøder sidste år, i forbindelse med Region Sjællands præsentation af den nye råstofplan, var helt sikkert ikke på grund af de sandwich der blev serveret, men nærmere den bekymring som de fremmødte borgere i region Sjælland alle udviste, for at de hver især kunne blive nabo til en råstofudgravning.
Bekymringerne går især på om den tunge trafik omkring indvindingsområderne, bliver afviklet uden fare for skolebørn og øvrige trafikanter, samt om vilkårene i tilladelserne gør det muligt at leve med et sådant ”industrihelvede” som nabo.
Lovgivningen omkring råstofindvinding er såmænd fornuftig nok, især den del der omhandler ”miljøvurderingen” af de påvirkninger der kan opstå og de modforanstaltninger der kan pålægges ansøger inden en tilladelse udstedes. Problemet er bare at regionens forvaltning ofte prøver at ”snige” sig over hvor gærdet er lavest, i forhold til øvrighedens interesse.
Dette kommer til udtryk ved at tilladelserne gives uden at tage højde for trafiksikkerhed og de gener det medfører for naboer, samt at det er kommunens skatteborgere der bliver pålagt udgiften til vedligeholdelsen, af hele det tilstødende vejnet.
Nu er det så sket igen, denne gang i Munke Bjergby, hvor NNCs ansøgning er blevet ekspederet uden nogen form for miljøvurdering. Der er givet tilladelse til genåbning af et gravefelt på 24 hektar, altså én hektar under den grænse der påbyder en lovpligtig miljøvurdering og sagsbehandlingen bærer mest af alt præg af at være et ”gummistempel”, da gravefeltets samlede udstrækning i virkeligheden er større. Med sin handlemåde har regionsrådet tilsidesat hele den offentlige høringsproces og alt hvad der minder om nærdemokrati og samtidigt ”ladet stå til” hvad angår miljø, trafiksikkerhed og lagt hele udgiften til modforanstaltninger over på de borgere der bor i oplandskommunerne.
Det er for sent at påklage selve afgørelsen i Munke Bjergby, men da sagsbehandlingen er dårligere end ringe, vil jeg snarest påklage den til Ankestyrelsens tilsyn med, ligesom jeg vil forfølge kommende sagsbehandlinger og afgørelser.
Kommentarer