Region Sjælland jubler over statslige arbejdspladser
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/08/Regionshuset_sjaelland-620x316.jpg)
Region Sjælland: Regeringen har besluttet at flytte 1205 statslige arbejdspladser fra hovedstaden til Region Sjælland.
– Et meget positivt og tiltrængt løft at regeringen nu styrker vækst og jobskabelse uden for Valby Bakke, lyder det fra Region Sjælland og de 17 kommuner i regionen, der ser det som et paradigmeskifte, og at flere statslige arbejdspladser som konsekvens heraf vil følge efter.
– En vigtig 1. bølge af udflytning af statslige arbejdspladser til Region Sjælland, sådan lyder reaktionen fra Region Sjælland og de 17 kommuner i regionen oven på regeringens udmelding i dag om udflytning af statslige arbejdspladser.
I alt 1205 statslige arbejdspladser skal nu flytte fra København til Region Sjælland.
Hele Udlændingestyrelsen flytter til Næstved, Søfartsstyrelsen flytter til Korsør og dele af Banedanmark til Ringsted, ligesom Holbæk, Slagelse, Sorø og Nykøbing Falster også får nye arbejdspladser.
Positivt og stærkt tiltrængt
Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland, glæder sig over de nye arbejdspladser.
– Det er meget positivt og stærkt tiltrængt, at regeringen nu styrker vækst og jobskabelse uden for Valby Bakke. Ikke mindst er der tale om statslige arbejdspladser, som kan være med til at genere vækst og flere arbejdspladser i samspil med de stærke miljøer, der allerede er i regionen. vi skal nu kigge på hvordan vi kan skabe synergi til Region Sjællands eksisterende styrkepositioner.
Forventning om flere arbejdspladser
Niels Hörup, formand for de 17 kommuner i Kommunekontaktrådet på Sjælland (KKR Sjælland) og borgmester i Solrød, vurderer, at der med regeringens udmelding i dag er tale om en 1. bølge af statslige arbejdspladser til Sjælland.
– Vi er den af de fem regioner, der har færrest statslige arbejdspladser, og vi har i mange år mistet statslige arbejdspladser. Nu får vi justeret på den ubalance, og det vil vi gerne kvittere positivt på over for regeringen. Men vores forventning er samtidig, at dette er et paradigmeskifte – en ny måde at tænke i placering af statslige arbejdspladser. Region Sjælland har brug for flere arbejdspladser med højtuddannet arbejdskraft, der er en vigtig forudsætning for at skabe vækst og udvikling. Det er koblingen til vores styrkepositioner og private arbejdspladser, der samlet set kan give et løft, siger Niels Hörup.
Stærke faglige miljøer
De to formænd peger på, at en 2. bølge af udflytning af statslige arbejdspladser eksempelvis kan være innovationsnetværk og videninstitutioner samt dele af styrelser. Region Sjælland og de 17 kommuner i regionen udarbejdede i august et samlet indspil til regeringen, som pegede på i alt 23 forskellige statslige styrelser, innovationsnetværk og videninstitutioner og dele af styrelser, der potentielt kan flytte til Region Sjælland.
– Region Sjælland har alle forudsætninger for at huse flere statslige arbejdspladser. Regionen har mange stærke faglige miljøer, god infrastruktur og et integreret arbejdsmarked med Hovedstadsområdet. Region Sjælland og KKR er sammen gået til opgaven med en saglig tilgang. Det arbejde vil vi fortsætte sammen, så vi i en anden bølge kan tiltrække flest muligt statslige arbejdspladser, siger Susanne Lundvald, 2. næstformand i Regionsrådet i Region Sjælland.
Nemt at pendle til Region Sjælland
Region Sjælland og KKR vil også fortsat slå på, at Region Sjælland er i pendlerafstand for de medarbejdere, som i dag bor i København.
– Det er nemt for arbejdskraften at pendle ud til arbejdspladser i Region Sjælland, hvis man fortsat vil bo i hovedstaden. Nogle af dem vil måske endda få kortere til arbejde fordi de i forvejen bor her og pendler til København. Nu glæder vi os rigtig meget til at tage imod de nye styrelser, som skal flytte til vores region. Og vi vil gøre vores ypperste for at tage godt imod de mange medarbejdere, som nu skal arbejde – og måske bo – i Region Sjælland, siger Knud Erik Hansen, næstformand i KKR og borgmester i Faxe Kommune.
FAKTA Flytning af statslige arbejdspladser til Region Sjælland:
- Holbæk (119) Danmarks Evalueringsinstitut (62) Danmarks Akkrediteringsinstitution (42) Danida Fellowship Centre (15)
- Slagelse (112) Dele af Miljøstyrelsen (61) Dele af Arbejdstilsynet (60)
- Korsør (190) Søfartsstyrelsen (190)
- Næstved (395) Udlændingestyrelsen (375) Dele af Skat (20)
- Ringsted (281) Dele af Banedanmark (270) Haverikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane (11)
- Sorø (13) Nationalt Center for Undervisning i Natur, Teknik og Sundhed (13)
- Nykøbing Falster (86) Dele af Slots- og Kulturstyrelsen (60) Dele af Erhvervsstyrelsen (26)
Kommentarer