Haslev

Region Sjælland vil kræft-uligheden til livs

Susanne Dalton Foto: Thomas Bertelsen

Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) skal forske i social ulighed i forbindelse med kræftbehandling ved hjælp af penge fra Knæk Cancer. Centeret skal høre til på Sjællands Universitetshospital under Klinisk Onkologisk Afdeling i Næstved og får nyudnævnt professor Susanne Dalton i spidsen.

Socialt sårbare kræftpatienter har ikke samme gavn af udviklingen inden for området som bedre stillede kræftpatienter med eksempelvis højere indkomst og uddannelse.

– Det har vi dokumenteret gennem de sidste 10 år. Nu skal vi gøre noget ved det, siger nyudnævnt professor Susanne Dalton ved Sjællands Universitetshospital.

Hun skal lede Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft, som skal modarbejde den sociale ulighed, hjulpet på vej af 20 millioner fra TV2 og Kræftens Bekæmpelses Knæk Cancer-indsamling i 2018. Det nye landsdækkende sekretariat får spydspids i Region Sjælland i Næstved på Klinisk Onkologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital.

På den måde kommer forskningen i social ulighed og kræft ikke kun til at foregå i storbyerne men også ude i landet, hvor mange af de berørte patienter lever, mener professoren.

– Det handler om at afdække, hvad det er for nogle behov, som lige nu ikke bliver mødt. Vi kan se systematiske forskelle i, hvordan det går folk. Hvis vi adresserer de behov, der ikke bliver mødt, vil vi afhjælpe den sociale ulighed, siger Susanne Dalton, der også mener, vi skal kaste et blik på, hvordan vi organiserer den kliniske praksis.

– Måske skal vi bruge lidt mindre tid på dem, der godt kan klare det selv, og lidt mere tid på dem, der ikke så godt kan. Måske kan vi kanalisere ressourcerne bedre, foreslår den nyudklækkede professor og centerleder.

Et samlet hold af eksperter inden for sundhedsantropologi, psykologi, kræftbehandling, rehabilitering, palliation og epidemiologi skal sætte ind over for den sociale ulighed med både kvantitativ og kvalitativ forskning, herunder interviews med patienter og personale.

Ledende overlæge Mads Nordahl Svendsen fra Klinisk Onkologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital har arbejdet aktivt for at få sekretariatet til Næstved.

– Vi er stolte over, at professor Susanne Dalton har valgt at samarbejde med Region Sjælland omkring COMPAS. I Region Sjælland bekymrer vi os over social ulighed og det vedkommer en stor del af vores patienter. Beliggenheden af det nye landsdækkende sekretariat i Næstved er for os en vigtig måde at signalere, at vi har et kraftigt fokus på problematikken også i den daglige kliniske drift, siger Mads Nordahl Svendsen.

 

 

Susanne Dalton:

– Professor, overlæge, ph.d., Kræftens Bekæmpelse og Sjællands Universitetshospital.

– Ekspert i social ulighed, senfølger og depression efter kræftsygdom.

FAKTA

Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) sætter seks temaer i spil:

Hvad er på spil? Patientens og personalets perspektiv på kræftbehandlingen og på hverdagen for patienten og personalet. Erfaringer fra disse undersøgelser vil blive brugt i udviklingen af COMPAS initiativer.

Forandre praksis – ikke patienten: Ændring af klinisk praksis så der bliver plads til patienter der ellers ikke passer ind.

Navigation i kompleks behandling: Individuel støtte til patienter med skrøbeligt netværk og få sundhedskompetencer

Imod alle odds: Livsstilsinterventioner til patienter med høj risiko for komplikationer efter kræftkirurgi

Pleje og behandling til socialt sårbare patienter i det nære sundhedsvæsen når der ikke er anden behandling at tilbyde

Forebyggelse i stedet for reparation: Intensiv træning til forebyggelse af fysisk svækkelse hos patienter, der får kemoterapi inden operation

Kommentarer