Haslev

Region Sjællands erhvervsklima går 39 pladser frem

Hvert år måler DI erhvervsklimaet i landets kommuner. Set samlet går region Sjælland i år 39 pladser frem i målingen. Højdespringer er Næstved Kommune, som er gået fra en plads som nummer 80 i den bagerste del af feltet til at være i den bedste halvdel, som nummer 41.

Erhvervslivet er afgørende for udviklingen i et lokalområde, og derfor erhvervsklimaet også et vigtigt parameter i alle region Sjællands 17 kommuner. Hvert år måler DI klimaet og i årets måling går region Sjællands kommuner samlet set frem med 39 pladser.

Erhvervsliv og vækst er afgørende for fremtiden i vores region. For selvom, vi har en historisk lav ledighed, og det generelt går godt, så er Sjælland fortsat udfordret set ift. de andre regioner. Derfor er det også godt at se, at klimaet det seneste år er blevet markant forbedret, når man kigger på regionen som helhed, udtaler direktør i Erhvervshus Sjælland, Mads Váczy Kragh.

DI’s undersøgelse kigger på en række parametre på alt fra infrastruktur, arbejdskraft og uddannelse til oplevelsen af erhvervsvenlighed blandt DI’s medlemmer.

Det er jo selvfølgelig sådan, at de her tal godt kan svinge lidt år for år, og om en kommune vinder eller taber nogle pladser det ene år, siger måske mindre. Men det er værd at lægge mærke til når kommuner tager markante spring opad, som fx Næstved har gjort. Og så er godt at se, at regionen som helhed har forbedret sig, udtaler Mads Váczy Kragh.

Der er dog stadig et stykke op til region Midtjylland og kommuner som Ikast-Brande, som år efter år vinder DI’s måling.

Det interessante er, at mange har en fornemmelse af Herning, som en stærk erhvervskommune sat op mod fx Næstved. Men i virkeligheden er forskellen ikke så stor, og faktisk kan flere af de sjællandske byer sagtens konkurrere på erhvervsliv med byer som Herning og Ikast. Så vi skal også selv blive lidt bedre til at være stolte af vores lokale virksomheder. For de gør det rigtig godt, og kommunerne investerer virkelig i erhvervsliv i de her år, fortæller Mads Váczy Kragh.

Noget af det, der mangler i region Sjælland er ifølge direktøren i Erhvervshuset lidt flere store virksomheder til at drive udviklingen fremad.

Vi har mange spændende virksomheder i region Sjælland, men vi mangler nok nogle af de helt store. Og det er noget af det, vi skal kigge på sammen med kommunerne, hvordan vi både kan gøre det attraktivt at placere sig i region Sjælland, og om vi kan hjælpe nogle af de virksomheder med størst potentiale endnu bedre på vej. Potentialet er der, og det er skønt at se, at erhvervsvenligheden ifølge DI er steget, udtaler direktøren.

DI’s undersøgelse af Erhvervsklimaet udkommer i år for tiende gang. Førstepladsen i region Sjælland går igen i år til Sorø på en flot 21’ende plads.

Kommentarer