Haslev

Regionens gymnasier rammes hårdt af adgangskrav

haslev_gymnasium

Haslev: Midtsjællands Gymnasium i Haslev risikerer at skulle lukke, hvis der indføres et adgangskrav på 7

Nogle af folketingets partier har foreslået at der skal være adgangskrav til gymnasierne, på et karaktergennemsnit på 7. Men et adgangskrav på 7 vil lukningstrue Midtsjællands Gymnasium, Kalundborg Gymnasium og Nakskov Gymnasium. Det mener tænketanken Cevea på baggrund af tal fra Undervisningsministeriet.

Elevernes gennemsnit fra folkeskolen:

Midtsjællands Gymnasium og HF’s Haslev afdeling: 6,84

Kalundborg Gymnasium og HF: 6,92

Nakskov Gymnasium og HF: 6,93

– Meningen med adgangskravet skulle være bremse det hastigt stigende optag på gymnasierne og derved sikre større søgning mod erhvervsskolerne. Det kan være god ræson i at styrke erhvervsskolerne som det foretrukne uddannelsesvalg, men det er ikke nogen særlig smart løsning at gøre det ved at skyde udvalgte sjællandske gymnasier ned, siger analysechef i Cevea, Jens Jonatan Steen til TV2 Øst

Mange af folkeskolerne i Region Sjælland har en stor andel af elever, hvis forældre har en kort eller ingen uddannelse. Det smitter af på afgangskaraktererne i 9. klasse.

– Hvis man for eksempel sætter adgangskravet til gymnasiet til et karaktergennemsnit på 6,5, vil der være masser af helt almindelige, gennemsnitlige folkeskoleelever i regionen, som ikke kan komme i gymnasiet, siger Jens Jonatan Steen til TV2 Øst.

– I stedet for at fokusere ensidigt på adgangskravet bør man se nærmere på gymnasiernes evne til at løfte elevernes faglige niveau. Tallene viser nemlig også, at nogle af regionens gymnasier er blandt landets bedste, når det kommer til at bryde den negative sociale arv, siger Jens Jonatan Steen.

Gymnasiernes løfteevne:

Midtsjællands Gymnasium: 0,4.

Vordingborg: 0,3

Maribo Gymnasium med 0,2

– Strammer man adgangskravet for meget, risikerer adskillige gymnasier i regionen at komme til at mangle så mange elever, at de får svært ved at få økonomien til at hænge sammen og må dreje nøglen om, siger Jens Jonatan Steen til TV2 Øst.

Kommentarer