Haslev

Regnbuen er et rigtig godt sted at være!

debat_logo

Debat: Kære politikere! Hvorfor ændre på noget, der fungerer godt? Kan det nu virkelig betale sig?

Indsendt af Birgitte Kragh Nygaard Næs, Haslev.

Hvorfor overveje lukning af Regnbuen; – et sted, der rummer en værdifuld pædagogisk tilgang og en institutionskultur, der er med til at fremtidssikre Danmark.

I Regnbuen er der plads til børn med vidt forskellige behov, og både børn og forældre trives med at være der. Vi bliver modtaget af nærværende pædagoger, der ser og møder vores børn, hvor de er, og samtidig kontinuerligt sætter rammer og regler efter aktuel børnegruppe. En prisværdig og nødvendig tilgang, der muliggøres af Regnbuens størrelse, børnesyn og pædagogernes engagement.

Regnbuen formår på påskønnelsesværdig vis at skabe den balance, der er så kendetegnende for god dansk institutionskultur, nemlig balancen mellem på den ene side pædagogisk funderet samvær med og udvikling af børnene og på den anden side pædagogernes forståelse for, at de i mange af børnenes vågne timer skal udfylde rollen som de primære omsorgspersoner i børnenes liv. En unik balance, der faciliteres af et lille miljø som Regnbuen, der både rummer pædagogiske læringsrum og oplevelsen af hjemlighed. Regnbuen giver således vores børn nogle rigtig gode udviklingsbetingelser i institutionsmiljøet.

Det er ikke for ingenting, at Regnbuen igennem årene har været en eftertragtet institution.

Vi er så glade for at have vores børn i Regnbuen, og vil ønske at mange børn fremadrettet får muligheden for at kunne vælge Regnbuen som daginstitution og blive en del af Regnbuens kultur.

Inden I beslutter jer for at lukke Regnbuen bør I tænke jer grundigt om, og i fuld overensstemmelse med kommunens børnepolitik huske at I arbejder med mennesker og ikke med sager!

Og før I overvejer at indsluse alle børn i kommunen på skolernes matrikler i jeres iver efter at spare penge og gøre børn skoleparate og klar til et voksenliv med fokus på uddannelse og konkurrencedygtighed, så glem ikke at børn både nu og i fremtiden i høj grad har brug for at udvikle personlige og sociale kompetencer, der rækker ud over bedre karakterer og faglig læring.

Børn har brug for nærværende, engagerede voksne og afgrænsede, trygge børnemiljøer, der kan understøtte børnenes udvikling og gøre dem i stand til at forstå egne og andres behov, tanker, hensigter og handlinger. Denne evne udvikles primært i de første år af barnets liv, og er en specifik menneskelig kvalitet, der altid vil være efterspørgsel på, også i en fremtid med fokus på uddannelse og konkurrencedygtighed.

Så kære politikere!

Pas godt på Regnbuens gode kultur, pas godt på de gode pædagogiske kræfter og pas godt på vores børn.

– Det kan betale sig!

Kommentarer