Rekord mange udstillere på Bondens Marked
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/10/bondens-marked_gisselfeld.jpg)
Gisselfeld/Haslev: Med 53 boder slår dette efterårs kulinariske madfestival, Bondens Marked på Gisselfeld Kloster alle tidligere rekorder.
Bondens marked på Gisselfeld Kloster præsenterer i denne weekend 53 boder med alt tænkeligt indenfor frugt, grønt og krydderurter, kød og røgvarer, mejerivarer, kolonialvarer, slik, kunsthåndværk, uld og filt, samt øl, vin og spiritus. Udstillerne kommer fra det meste af Danmark, også øerne, idet bl.a. Avernakø, Bogø, Bornholm, Samsø og Ærø er repræsenteret med lokale specialiteter.
Flere gange i løbet af lørdagen strakte køen ved indgangen sig helt op til vejen og de frivillige i billetsalget fortæller at der er solgt et rekord stort antal billetter midt på eftermiddagen i dag lørdag.
Der er også rekord mange lokale udstillere denne gang.
– Det er vigtigt for os at deltage her, så vi kommer ud og præsenterer vores magre lammekød. Sidste år fik vi totalt udsolgt og omsatte for over 10.000 kr. fortæller Jens Frederik fra Torupgaard Lam & Får og fortsætter – Vi avler de gamle nordiske får, spelsau og vi har nogle af fårene med i år, så man kan komme til at se hvor smukke farver de findes i. Anne Marie og Jens Frederik Skovsgaard Kragholm, Torupgaard, Skov-Torupvej ved Rønnede, der er en af de lokale primære producenter, udstiller uld, skind, kød og pølser fra deres egne spelsau får.
– Det er første gang at vi er med på Bondens Marked, fortæller Anne Marie Thøgersen fra Skovgård i Store Elmue ved Faxe og fortsætter – Det er vigtigt at de lokale primære producenter kommer og præsenterer deres produkter. Skovgård har specialiseret sig i kalvekød af racen Limousine, som de primært sælger fra gårdbutikken derhjemme.
Andre lokale udstillere er Lotte Ravn Lei fra Faxe, der er nicheproducent af hvidløg, BTBvin fra Dalby, Strandegård fra Feddet ved Faxe, Danske Ølentusiasters Haslev afdeling, Faxe Turistbureau, Karisebageren og Lars Peter Nielsen og Jette Højholdt Mikkelsen der har Kærsgård Gårdbutik i Teestrup ved Haslev.
– Det er et rigtigt godt marked at være udstiller på, rammerne er fantastiske, planlægningen fra arrangørernes side er helt i top og standholdermiddagen lørdag aften glæder vi os til lang tid i forvejen, fortæller Gitte Kjær Hansen fra Pil og Design i Nykøbing Falster, der er en af de faste udstillere.
Bondens Marked fortsætter i morgen søndag mellem 10 og 16. Alle udstillerne tilbyder smagsprøver, så man kan smage sig igennem alle de spændende kvalitetsprodukter.
Det er i øvrigt også muligt at komme på rundvisning på selve klostret. Billetter købes ved indgangen.
Se mange flere fotos på Facebook
Kommentarer