Haslev

Rekordmange steder er med i Stafet For Livet

Kræftens Bekæmpelses landsdækkende, frivillige aktivitet går i gang den kommende weekend og holdes i år flere steder end nogensinde før.

De første forberedelser til årets stafet er i gang, og der er åbent for tilmelding af hold, deltagere, fightere og køb af lys.

Det er 4. år, der afholdes Stafet for Livet i Haslev. Tilsammen har de mere end 4.000 deltagere samlet over 1,5 millioner kroner sammen til Kræftens Bekæmpelse.

Stafet for Livet Haslev, finder sted den 8. – 9. september 2018 på MSG Haslev. Husk der er holdkaptajnmøde den 16. maj kl. 19 på Haslev Privatskole

Kræftens Bekæmpelses største frivillig-aktivitet

Med over 85.000 frivillige er Stafet For Livet Kræftens Bekæmpelses største frivillig-aktivitet. Begivenheden startede i 2006 som et enkelt forsøgsprojekt og har siden vokset sig større og større.

I år vil Stafet For Livet får deltagelse af rekordmange frivillige og bliver afholdt flere steder end nogensinde før. Hele 76 steder vil der være arrangementer.

– Vi er enormt glade for den store opbakning, der er til Stafet For Livet. Det er et arrangement, der samler, skaber fællesskab og sætter fokus på, hvad det vil sige at leve med kræft, hvad enten man er patient eller pårørende, siger Finn Christensen, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

18-24 timer

En stafet strækker sig over 18-24 timer, hvor mennesker berørt af kræft går eller løber for at sætte fokus på sygdommen. Hvert hold skal have mindst én deltager på banen i de timer, stafetten varer.

Arrangementet handler dels om at bakke op om dem, der er – eller har været – syge og mindes dem, der er gået bort og dels om at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Årets første stafet ligger i weekenden 19. – 20. maj i Odense, og sæsonen slutter af i september med stafetter i Ribe og Gladsaxe.

– Det er vores vision, at ethvert lokalsamfund, der ønsker at holde en stafet, får mulighed for det. Mange patienter og pårørende har brug for at gøre noget i kampen mod kræft, og her er en Stafet for Livet en mulighed, siger Finn Christensen.

‘Tænd håb’

Stafet For Livet er en verdensomspændende begivenhed, der blev startet i USA i 1985 af kræftlægen Gordon Klatt. I 2012 deltog fire millioner mennesker i arrangementerne i mere end 20 lande, og det gør Stafet For Livet til verdens største bevægelse mod kræft.

Alle stafetter indledes med en fighterrunde, hvor nuværende og tidligere kræftpatienter går den første runde på banen iført gule trøjer. Fighterrunden er meget følelsesladet og stærk og er samtidig med til at bryde et tabu om kræft.

Når mørket falder på, tændes flot og personligt dekorerede lysposer, hvor deltagerne har skrevet hilsner på til dem, der kæmper, og til dem der ikke er her længere. Den såkaldte lysceremoni er en bevægende begivenhed, hvor der er tid til eftertanke og til at mindes.

Håbet er gennemgående for alle dele af Stafet For Livet, og derfor er temaet for Stafet for Livet 2018 ‘Tænd håb’.

 

Kommentarer