Rema 1000 i Haslev har fået en hjertestarter

Rema 1000 i Haslev har opsat en hjertestarter udenfor, på den side af butikken, der vender over mod stationen.
Rema 1000 i Haslev har i samarbejde med velgørenhedsorganisationen ’Kunsten at redde liv’ opsat en hjertestarter udenfor, på den side af butikken, der vender over mod stationen.
Den nye hjertestarter er tilgængelig 24 timer i døgnet.
– Vi sad en dag og snakkede om, hvor i nærheden, der er en hjertestarter udendørs, og da ’Kunsten at redde liv’ kort tid
efter kontaktede os, syntes vi det var en rigtig god idé, fortæller købmand Jesper Olsen, Rema 1000 i Haslev, til Haslev Posten.
Hjertestarteren, der har en vejledende udsalgspris på omkring 12.000 kroner, er betalt via sponsorater fra nogle af de erhvervsdrivende i Haslev samt fra Rema 1000 selv.
– Det er dejligt, at så mange har valgt at bakke op omkring det, slutter Jesper.
Om ’Kunsten at redde liv’
Foreningen ’Kunsten at redde liv’ blev stiftet i august 2012.
De donerer hjertestartere til foreninger, og byer, samt mindre bysamfund, i samarbejde med de lokale virksomheder.
De har opsat tæt på 800 hjertestartere fordelt i hele Danmark.
Kommentarer