René Tuekær ønsker statsjob i Rønnede

Faxe Kommune præsenterede mandag ideen om, at Geodatastyrelsen kan flytte ind i det tomme Haslev Seminarium. René Tuekær fremhæver Rønnede som en anden mulighed
René Tuekær (Borgerlisten) mener at Geodatastyrelsen vil ligge godt i området Eco Valley i Rønnede, hvor Faxe Kommune ifølge ham bør undersøge, om kommunen kan bygge og udleje erhvervslejemål.
Læs også: Skal statslige arbejdspladser flyttes til Haslev?
Eco Valley, Faxe Kommunes erhvervsområde i Rønnede, ligger tæt ved Sydmotorvejen, og dermed centralt på Sjælland når den kommende Næstved-motorvej og Femern Bælt-tunnelen åbnes.
– Der står i pressemeddelelsen (Fra Faxe Kommune, Red), at vi har attraktive grunde ved motorvejsnettet. Og der burde have stået, at det er i Eco Valley, som vi talte om på økonomiudvalgsmødet, siger René Tuekær fra Borgerlisten til Sjællandske.
En placering af Geodatastyrelsen i Rønnede 65 kilometer syd for Københavns centrum vil være lige så attraktiv som indenfor hovedstadsområdet, mener René Tuekær, der var borgmester, da de første planer for erhvervsområdet blev tegnet og skrevet.
Eco Valley er dedikeret til virksomheder, der arbejder med miljø, energi og udvikling af fremtidens teknologi lyder det i præsentationsvideoen for Eco Valley, men offentlige administrative arbejdspladser er altså også velkomne hvis det står til René Tuekær fra Borgerlisten.
Se videoen om Eco Valley her:
Kommentarer