Respekt for håndens arbejde
En ny analyse fra arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser at det fortsat ikke er lykkedes at vende udviklingen når det gælder om at få de unge til at tage en erhvervsuddannelse.
Indsendt af Eli Jacobi Nielsen, Prins Buris Vej 19, 4653 Karise. Byrådsmedlem, DF, Faxe.
I 2015 definerede man en i sig selv beskeden målsætning om at mindst 25 pct. af afgangseleverne fra 9.og 10. klasse skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020. Tallet var i år 2000 32%, dalede til de ønskede 25% i 2009, og ligger nu på 19%.
Der peges på forskellige årsager til udviklingen, bl.a. er den politiske overtagelse af styringen af erhvervsskolerne fra erhvervslivet, og den dermed forbundne distancering fra de potentielle modtagere af de færdiguddannede blevet fremhævet, ligesom det påpeges at skolerne nu pålægges socialpolitiske opgaver, som vanskeliggør opfyldelsen af den primære funktion som uddannelsesinstitution.
Det seneste politiske tiltag på området var et uskønt forløb ifm. finansloven, hvor der blev tilført 170mio kr i en såkaldt kvalitetsløftspulje, men samtidig reduceret med 270mio kr andetsteds, som påpeget afskolernes brancheorganisation, Danske Erhvervsskoler.
Desværre er det velkendte mantra om at ”sende flere penge” næppe tilstrækkeligt til at vende skuden. Der har i alt for mange år været fantaseret om at Danmark skulle være et videnssamfund, hvor vi alle kunne leve af innovation, af at finde på smarte løsninger, mens alle de kedelige manuelle produktionsjob, en smule arrogant og nedladende, skulle overlades til østeuropæere og asiater. Det skabte grobund for stor vækst i optaget på de gymnasiale uddannelser, og et tilsvarende prestigetab for erhvervsuddannelserne.
De håndværksmæssige færdigheder der havde været en væsentlig og grundlæggende faktor for opbygningen af velfærdsamfundet mistede anseelse, til fordel for akademiske uddannelser, hvor det ovenikøbet var humaniora der blev foretrukket frem for de naturvidenskabelige fag.
Dette uddannelsessnobberi gør sig desværre fortsat gældende, og det vil tage tid at genskabe respekten for håndens arbejde. Vi har alle, politikere, fagbevægelse, erhvervsliv og folkeskole et ansvar for at medvirke til dette, ved konsekvent at fremhæve at svendebrevet er bevis for en fuldført kompetencegivende uddannelse, med gode beskæftigelsesmuligheder, og udførelse af opgaver af vital samfundsmæssig betydning.
Kommentarer