Haslev

Resultatet af den første undersøgelse i Borgerpanelet

Faxe Kommune er nu klar med en rapport fra første spørgeundersøgelse i Faxe Kommunes Borgerpanel

Borgerpanelets første spørgeundersøgelse er nu gennemført med en meget flot tilslutning på 88 procent af de tilmeldte borgere.

Selve spørgeundersøgelsen løb fra den 28. januar og 14 dage frem, hvor lidt over 800 borgere i Faxe Kommune har klikket sig ind og besvaret et spørgeskema om bosætning.

Læs også: Første undersøgelse i Borgerpanelet stor succes

Blandt andet tilkendegav 115 ud af de godt 800 borgere, at de meget gerne vil deltage i ambassadør-arbejdet i forhold til ”Følelsen af Faxe” – også til brug for billeder.

”Det er en meget flot tilslutning, som vi tager imod med kyshånd. Nu glæder vi os til snart at møde de mange interesserede, for budskabet om vores kommune spredes på en konstruktiv måde via ambassadører”, siger borgmester Knud Erik Hansen.

Enalyzer – dén virksomhed, som har behandlet de indkomne data – har nu rapporten for første undersøgelse klar. Denne kan ses på Faxe Kommunes hjemmeside fra fredag den 4. marts.

I rapporten kan man blandt andet læse, at det især er naturen og huspriserne, der trækker folk til Faxe Kommune, samt at op mod 50 procent af deltagerne i undersøgelsen aktivt benytter de to lokale biografer og naturoplevelser. De kritiske bemærkninger i rapporten går især på skolestrukturen – et emne, som er debatteret livligt det sidste års tid.

Indholdet af rapporten vil indgå i det arbejde, som pågår i forbindelse med bosætningskampagnen ”Følelsen af Faxe”.

Interesserede kan løbende tilmelde sig Borgerpanelet på kommunens hjemmeside.

Kommentarer