Vi lever i en tid, hvor alting går meget stærkt. Nogle gange måske så stærkt, at vi bliver overhalet af udviklingen og i mangel på konstruktive svar på verdens omskiftelighed ikke helt får gennemtænkt de langsigtede konsekvenser af de beslutninger, vi træffer.

Skrevet af Line Krogh Lay, Folketingskandidat Radikale Venstre

Samtidig er summen af de mange hurtige beslutninger – nogle så små, at de måske kan virke ubetydelige i sig selv – med til at tegne en retning. Jeg mener, at vi for en stund skal tage os mod til at sidde på hænderne for at kigge lidt på denne retning og minde hinanden om, hvad det egentligt var, vi fik dengang i 1849.

Efter mange år med enevælde fik vi frihedsrettigheder, retssikkerhed, foreningsfrihed, religionsfrihed og ikke mindst ytringsfrihed. Vi fik et folkevalgt parlament og meget mere. Vi har igennem mere end 150 år finpudset demokratiet, men i løbet de seneste to årtier er vi blevet mere og mere villige til at gå på kompromis med disse rettigheder for at beskytte os selv mod den verden, som vi selv er en uløselig del af. Det er et paradoks i denne globaliserede verden, at vi, som efter den kolde krig rev mure ned og gjorde fjender til venner, nu bygger dem op – både fysisk, men også imellem hinanden.

Mindretallet skal udfordre flertallet på deres holdninger!

 Lad mig dvæle lidt ved de demokratiske rettigheder. Retssikkerheden og frihedsrettighederne kan efter min overbevisning kun fungere i praksis, hvis de gælder for alle – også dem man ikke bryder sig om. Hvis vi først begynder at gradbøje, om det skal gælde mere for nogen end for andre, så bevæger vi os efter min mening ud på gyngende grund, hvor tilliden forsvinder. For hvor går grænsen? Hvem er inde? Hvem er ude? Hvem er de næste, som bliver marginaliseret? Må mindretallet have en mening, eller skal vi lade os diktere af flertallet, så alle ender med at være ens? Nej, er mit korte svar til det sidste! Vi skal dele os efter anskuelser, men kunne respektere og samarbejde med hinanden mellem valgene. Demokratiet degenerer, hvis man ikke kan se forskel på partierne. Vi skal turde kæmpe for vores holdninger – også når det er svært. Hvis ikke det til enhver tid siddende flertal bliver udfordret, møder modspil og sund skepsis, risikerer vi i bedste fald, at beslutningerne bliver kortsigtede, unuancerede og ugennemtænkte. I værste fald risikerer vi, at kursen der bliver sat er direkte skadelig.

Kan stræben efter det utopiske ende i det dystopiske?

Jeg er udskolingslærer og i forbindelse med et undervisningsforløb om science fiction for nogle år siden, talte jeg med mine elever om dystopier (det menneskefjendske samfund/ fremtidshelvede) og utopier (det perfekte samfund/ himlen). En af mine elever spurgte, om ikke en utopi kan udvikle sig til en dystopi. Da jeg spurgte ind til, hvad vedkommende mente, fik jeg følgende svar:

“Hvis man vil fjerne alt det uperfekte, så skal man jo på et tidspunkt også fjerne de mennesker, som begår fejl eller ikke lever op til tanken om det perfekte samfund. Der vil jeg da ikke ikke leve!”

Den udtalelse ramte plet. For hvor går grænsen? Hvis ikke de demokratiske rettigheder gælder for alle borgere i Danmark – også dem som skaber problemer eller er besværlige. Hvis man ikke længere kan føle sig sikker på sine grundlæggende rettigheder. På at være lige for loven. Hvor er vi så henne? Er vi stadig et velfungerende demokrati? og hvad skal der ske med de mennesker, vi udstøder? Den nuværende politiske retning i Danmark rejser flere spørgsmål end svar!

Lad os tage pulsen på vores demokrati!

 Vi burde tage en puster fra kage, straksløsninger og hastelove baseret på ‘synsninger’ og tage pulsen på vores demokrati for at sikre, at vi ikke når det kritiske punkt, hvor stræben efter utopien risikerer at udvikle sig til en dystopi i vores iver for at vise handlekraft. Lad os bruge lidt tid på at tale med hinanden om, hvor det er, vi vil hen som samfund. Om hvilke konsekvenser de beslutninger, vi træffer, har på lang sigt. Om hvilke grundlæggende værdier der er vigtige for os.

For mig er det bl.a. retsind, lovsind, frisind og storsind. Det står skrevet i Vandrehallen på Christiansborg for hele tiden at minde de folkevalgte om deres ansvar. Det er disse ord, jeg ønsker skal kendetegne Danmark.  Et samfund der giver plads til forskellighed, som ikke lader frygten og nulfejlskulturen ensrette alt, og som inkluderer frem for at mistænkeliggøre og ekskludere.

Det vi siger betyder noget!

 Vi skal selvfølgelig søge løsninger på de udfordringer, der er. Vi skal også turde at stille krav og ikke møde folk med lave forventninger, men hvis vi underminerer demokratiet i processen, har vi allerede tabt. Det er vores skrøbelige fundament og vores vigtigste værdi.  Vi frygter og søger at bekæmpe de ydre trusler, og negligerer den fare vi selv udgør, når vi skaber splittelse, mistro og  usikkerhed hos hinanden. Netop frygten og splittelsen, som vi selv skaber, mener jeg er den største trussel, da den også skaber intolerance og had. Medier og magthavere er nødt til at tage medansvar for, at ord betyder noget. Ord er magtfulde. Ord skaber virkelighed. Hvordan skal folk kunne føle loyalitet over for et samfund, som konstant gør opmærksom på i ord og handling, at de ikke er ønskede, ikke dur, ikke passer ind, ikke er gode nok?

Forandring kan være skræmmende og svær, fordi vi træder ud i det ukendte, og når vi bliver bange, dæmper vi ofte angsten ved at flygte eller ved at finde en syndebuk og sparke nedad. Det er tilsyneladende blevet mainstream at mobbe mindretal, udsatte og mennesker, som ikke passer ind i vores verdensbillede.

Forandring kan også være godt og befriende. Uden forandring havde verden jo unægtelig set noget anderledes ud, end den gør! Vi kan fortsætte vores kamp imod forandring og give køb på vore værdier i desperat forsøg på at fastholde et utopisk ideal-Danmark, som aldrig har eksisteret, eller vi kan omfavne forandringen, arbejde med den og gøre den til vores fælles projekt. For en ting er sikkert! Vi kan ikke undgå forandring. Den kommer før eller siden helt af sig selv.