Samfund

Risiko for glatte veje i første rejseweekend af vinterferien

I weekenden er der risiko for glatte veje, hvor mange tager af sted på vinterferie. (Arkivfoto). - Foto: Lars Laursen/Ritzau Scanpix

Den kommende weekend, der indleder en uges vinterferie i uge 7, bliver en ganske kold én af slagsen. Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen.

– Temperaturerne er lige omkring frysepunktet i det meste af weekenden, og det er køligt at være udenfor. Det er godt at iføre sig en varm frakke eller eventuelt hue og vanter, siger han.

Fredag, hvor mange kører af sted på vinterferie, starter forskelligt, alt efter hvor man befinder sig i landet, påpeger Klaus Larsen.

Mod syd er det skyet, og der kan stadig være en smule dis fra torsdagens tåge.

– Længere nordpå vil man kunne se solen stå op og skinne lystigt de første par timer. Men skyerne sydfra gør et alvorligt indgreb i løbet af dagen, siger han.

Derefter trækker der både regn- og sludbyger ind over den sydlige del af landet fra Bornholm. Vinden bliver let til frisk fra øst.

Vejdirektoratet forudser, at trafikken bliver værst fredag, skriver det på sin hjemmeside.

– Her vil den første udrejsetrafik blande sig med eftermiddagens myldretidstrafik. Det er særligt ud fra de større byer i tidsrummet fra 14.00 til 18.00. Vi anbefaler derfor at køre uden for dette tidsrum, lyder det.

Bygerne hærger stadig landet lørdag, og især her er det vigtigt at passe på i trafikken, siger Klaus Larsen.

– Hvis man skal ud at køre, skal man være opmærksom på, at der kan være nogle rimglatte veje. Især i den nordlige del vil der være snebyger, som man skal være opmærksom på. Temperaturen ligger omkring to grader, og derfor bliver det hurtigt til noget smat.

– Senere på dagen er der lidt sol hist og pist til de heldige. Men det er stadig i den kølige afdeling, siger Klaus Larsen.

Søndag begynder opklaringen at brede sig ind over landet. Især i den sydøstlige del er der store chancer for sol.

Længere ud på dagen ser det dog ud til, at skyerne igen får tag i landet.

– Det er fortsat koldt og blæsende – måske en anelse mindre end fredag og lørdag – men særligt de forfrosne skal sørge for at pakke sig godt ind.

– Til gengæld er det stort set tørt hele søndag, understreger Klaus Larsen.

/ritzau/

Kommentarer