Rivierafesten’s bankospil i Faxe Ladeplads
Faxe Ladeplads: Årets Rivierafest starter på torsdag med det store Riviera-Banko med masser af præmier
Torsdag den 26. juli starter årets Rivierafest med den traditionelle banko-aften i det store telt i Lunden. Rivierafestens bankospil er meget populært, så man skal komme tidligt, for der bliver rift om pladserne.
Fra klokken 17.45 kan man se de mange flotte præmier og købe plader i det store telt. Spillene starter kl. 18.30 og først henad midnat er podiet tømt for gevinster.
De mange præmier, der er sponseret af lokale firmaer, plejer at være rigtigt fine – og torsdagens overdådige bingo modtager selvfølgelig stadig gerne fine gaver.
Man kan købe mad og drikke i det lille telt fra klokken 16.
I år er det 54. gang at den særdeles populære Rivierafest i Faxe Ladeplads afholdes. Rivierafesten, som også kaldes Sydsjællands sjoveste og hyggeligste byfest, er i år blevet flyttet til uge 30.
Lunden og et stort stykke af Hovedgaden omdannes til festplads i de fire dage festen varer.
Programmet er fyldt op med de gode gammelkendte aktiviteter, fx. cykelløb, motionsløb, kræmmermarked, banko, fest i teltet med en lang række orkestre, tivoli, tøsefrokost, stort gratis morgenbord.
Om fredagen gentages succesen fra sidste år: Kunst i teltet med værksteder og udstilling.
Det er et stort arbejde at stable arrangementet på benene, men imponerende mange frivillige, hvor af mange har været med før, har meldt sig hjælpere hos Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening
Kommentarer