Haslev

Robert fortalte Dronningen om 42 år hos Mogens Hansen

Foto: A/S Mogens Hansen

Haslev: Robert Holm Villumsen, tidligere værkfører hos A/S Mogens Hansen i Haslev besøgte mandag Dronningen på Amalienborg. 

Robert Holm Villumsen besøgte mandag Hendes Majestæt Dronning Margrethe på Christiansborg Slot for at sige tak for den kongelige belønningsmedalje, som han har fået for 42 års tjeneste os A/S Mogens Hansen i Haslev.

– Jeg er stolt, det er klart, fortæller Robert Holm Vilumsen til Faxe.nu og forklarer om oplevelsen:

– Jeg trykkede Dronningen i hånden to gange, og jeg forklarede hende hvad jeg har lavet gennem mine 42 år i A/S Mogens Hansen i Haslev. Jeg mødte en fra Haslev, der arbejder som adjudant ved Hoffet, og han forklarede at det var op til mig om jeg ville indlede en samtale med Dronningen – så jeg snakkede løs, fortæller Robert Holm Villumsen, der nu har forladt sit daglige virke som værkfører, og i stedet nyder sit otium.

Robert Holm Villumsen var den første medarbejder hos A/S Mogens Hansen i Haslev. Robert blev ansat i 1969, da Mogens Hansen skiftede sit job hos Volvo ud med livet som selvstændig, og Robert var med da den nystartede virksomhed åbnede den første Shell-tank i Danmark med selvbetjening.

– I dag laver Shell faktisk forsøg med tankstationer med personlig betjening igen, forklarer den nuværende ejer af A/S Mogens Hansen, Erik Ludvigsen.

– Robert har været en vigtig del af opbygningen af A/S Mogens Hansen. Han har fungeret som Mogens Hansen højre hånd, og som min højre hånd i de 15 år jeg har drevet virksomheden, fortæller Erik Ludvigsen til Faxe.nu.

– Robert har været en fantastisk god medarbejder frem til i sommer, hvor han gik på pension, siger Erik Ludvigsen.

Robert Holm Villumsen vil fremover have mere tid til sin hobby, som er at spille på orgel, keyboard og harmonika – og så selvfølgelig også have mere tid til sin kone.

– Som jeg sagde til Dronningen i mandags, så har jeg nu fået en ny arbejdsgiver – nu er det konen, der er min arbejdsgiver, slutter Robert Holm Villumsen.

Siden 1920’erne er Den Kongelige Belønningsmedaille hovedsagelig tildelt for lang og tro tjeneste i det danske erhvervsliv og i almindelighed for mange års tjeneste i samme virksomhed.

Kommentarer